Coronavirus: Topfodboldkampe aflyst

79 mennesker er smittet med coronavirus i Italien. Derfor aflyses tre fodboldkampe i landets bedste række

Hvad er corona-virus? Afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut forklarer. Video/redigering: UW Medicin, Reuters/Kristian Hansen

De italienske myndigheder har besluttet, at fire Serie A-kampe søndag udskydes som følge af frygt for coronavirus.

Det sker som en del af en aflysning af alle sportsbegivenheder i regionerne Veneto og Lombardiet, skriver nyhedsbureauet AFP natten til søndag dansk tid.

Blandt de udskudte kampe er blandt andet et opgør mellem fodboldholdene Sampdoria og Inter, som har danske Christian Eriksen på holdet.

Kampen skulle have været spillet på San Siro i Milano, hvor både AC Milan og Inter normalt har hjemmebane.

De andre udskudte opgør er Atalanta mod Sassuolo. Hellas Verona mod Cagliari og Torino mod Parma.

Sidstnævnte opgør blev først føjet til listen sent søndag formiddag.

Det vides ikke, hvornår kampene spilles i stedet.

Dermed er de aflyste opgør de seneste i en lang række af sportsbegivenheder, som ikke bliver gennemført på grund af frygt for virusset.

Allerede lørdag blev en Serie B-kamp mellem Ascoli og Cremonese udskudt. Det skete omkring en time før kampstart, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også en kamp i den tredjebedste italienske række, Serie C, mellem Piacenza og Sambenedettese samt flere ungdoms- og amatørkampe er blevet udskudt.

Italien forsøger at bekæmpe det værste udbrud af coronavirus, der hidtil er registreret i Europa.

Sent lørdag meldte de italienske myndigheder ud, at smittetallet er steget til 79, mens to mennesker er døde som følge af coronavirus i Italien.

Udmeldingen kommer, samtidig med at de italienske myndigheder har meddelt, at indbyggere hverken må forlade eller gå ind i områder, som er særligt ramt af coronavirus.

Ifølge Reuters kan aflysningen dog vise sig at være en kærkommen nyhed for Eriksens Inter på den korte bane.

Holdets træner, Antonio Conte, fortalte således lørdag ifølge Reuters, at der havde været udfordringer med at forberede sig til kampen, da man blot 72 timer inden havde spillet i Bulgarien i Europa League.

Inter ligger nummer tre i Serie A efter Lazio og Juventus.

Coronavirus aflyser sportsbegivenheder på stribe

+ Fodbold:

Tre Serie A-kampe i Norditalien søndag 23. marts er udskudt, og alle sportsbegivenheder i regionerne Veneto og Lombardiet er blevet udskudt. De udskudte opgør er Atalanta mod Sassuolo, Hellas Verona mod Cagliari og Sampdoria mod Inter med Christian Eriksen på holdet. Også flere kampe i lavere rækker er udskudt.

I Kina har det Kinesiske Fodboldforbund (CFA) udsat 2020-sæsonen. Også en række andre fodboldbegivenheder i Asien er ramt.

+ Formel 1:

Det kinesiske Formel 1-grandprix i Shanghai 19. april er blevet udsat af Den Internationale Motorsportsunion (FIA) og Formel 1-ledelsen. Senere på sæsonen vil det blive besluttet, om løbet gennemføres på en anden dato.

+ Badminton:

Det Internationale Badmintonforbund (BWF) udsætter World Tour-turneringen China Masters, som skulle være spillet fra 25. februar til 1. marts.

+ Golf:

To LPGA-turneringer (kvindernes amerikanske golftour, red.) på henholdsvis øen Hainan og i Pattaya i Thailand er aflyst.

I Kinas PGA Tour er to kvalifikationsturneringer udskudt, mens hele turneringen også er udskudt.

På European Tour er to turneringer udskudt. Det drejer sig om Maybank Championship samt Volvo China Open i april.

+ Atletik:

VM i indendørs atletik, der skulle have været afholdt i den kinesiske by Nanjing - 300 kilometer fra Wuhan - fra 13. til 15. marts, er blevet udskudt et år.

Atletikforbundet i Asien aflyste sine indendørsmesterskaber fra 12. til 13. februar i den kinesiske by Hangzhou.

+ Tennis:

Det Internationale Tennisforbund (ITF) flyttede en gruppekamp i Fed Cup Asien/Oceanien Gruppe I fra 4. februar til 8. februar til Kasakhstan. Senere blev gruppekampen helt udsat, da Kasakhstan ikke ønskede at være vært. Kina, Taiwan, Indonesien, Sydkorea og Usbekistan skulle have deltaget.

+ Skiløb:

Det Internationale Skiforbund (FIS) rykkede World Cup-afdelingen, der midt i februar skulle være afholdt i det kinesiske distrikt Yanqing, til Saalbach-Hinterglemm i Østrig.

+ Cykling:

Den internationale Cykelunion (UCI) aflyser etapeløbet Tour of Hainan i Kina.

Løbet, som er på niveauet under de store World Tour-løb, skulle være afviklet fra 23. februar til 1. marts. UCI har dog godkendt, at løbet kan afvikles senere på året, såfremt det kan passes ind i cykelkalenderen.

+ Boksning:

Et OL-kvalifikationsstævne fra 3. til 14. februar i Wuhan er blevet rykket til Jordan, hvor det bliver afviklet fra 3. til 11. marts.

Kilder: AFP, AP, UCI, FIS, CFA og BWF.

AGF mødte ind til en meget våd bane. Foto: BO AMSTRUP/Ritzau Scanpix Sport og Spil Amatøragtigt!

Er der noget af smile af for Kevin Magnussen i 2020? Teamet viste ikke sin hånd i første testuge, så det er stadig tidligt at spå om. Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix Sport og Spil Fire vink om Kevins 2020

58 kommentarer
Vis kommentarer