Dansk målmands-legende: Jeg kan blive en god træner

Thomas Sørensen var rørt over reaktionerne på sit karrierestop - nu ser han frem mod et nyt kapitel på bænken

Den tidligere landsholdskeeper stoppede karrieren i sommer. Nu coacher han unge spillere. Foto: Jason Heidrich/AP/Ritzau Scanpix
Den tidligere landsholdskeeper stoppede karrieren i sommer. Nu coacher han unge spillere. Foto: Jason Heidrich/AP/Ritzau Scanpix

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Et halvt år er gået, siden han officielt trak målmandshandskerne af og kaldte det en karriere. Nu kigger Thomas Sørensen fremad fra sin plads i solen down under.

Men først spoler den 41-årige, tidligere landsholdsmålmand tilbage til de dage i juli, der blev følelsesladede for ham.

- Selv om jeg havde gået i lang tid og overvejet, så var det lidt specielt, da jeg trykkede på knappen og gjorde det officielt. Så var det pludselig virkelighed.

- Det var dejligt at få beskeder fra klubber, jeg har spillet for som tiårig, fra Stoke og Sunderland, fra gamle spillere, som jeg ikke har hørt fra i årevis.

- Alle mine gamle klubber bragte historien, og så var der jo fansenes kommentarer. Det er dejligt at vide, at man har været værdsat alle de steder, man har været og stadig bliver husket. De værdier, som jeg gerne ville stå for, er også dem, som folk har husket og sat pris på, siger han.

- Jeg har altid givet 100 procent for klubben. Jeg har ofret meget for mine klubber. Det er dejligt at mærke respekt for at være en rigtig god professionel, siger Thomas Sørensen, der stadig har en rolle i Melbourne City - dog på halv tid.

Thomas Sørensen har blandt andet været en sikker, sidste skanse i Stoke. Foto: Nick Potts/AP/Ritzau Scanpix
Thomas Sørensen har blandt andet været en sikker, sidste skanse i Stoke. Foto: Nick Potts/AP/Ritzau Scanpix

- Jeg er en del af teamet omkring holdet. Jeg coacher de unge spillere, ser deres kampe og giver dem nogle pejlemærker for, hvad de skal fokusere på, og hvad det kræver. Jeg har set mange unge spillere, der godt kunne have brugt den type vejledning i tide. Man kan ikke altid læse, hvordan man skal forholde sig, i den alder.

- Det er helt bevidst, at jeg er på deltid et år. Jeg vil gerne have fodbolden lidt på afstand og bruge mere tid på familien.

- Og så har jeg den velgørenhedstur på cykel over 3500 kilometer sidst i februar. Der skal også bruges tid på planlægning og træning, siger han om turen i det sydlige Australien.

Forrige år cyklede han på tværs af USA for at rejse penge til børn.

Hans egne børn og hustruen Maria er faldet godt til i Melbourne.

- Så indtil videre nyder vi det og planlægger at bliver her nogle år. I den tid har jeg forhåbentlig også fået en idé om, hvad jeg gerne vil.

- Jeg skal i gang med en træneruddannelse og har talt lidt med DBU om at tage noget af den i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være træner, og jeg tror, jeg ville være god til det, siger han med et smil.

Danskeren var i flere år førstevalget mellem stængerne på landsholdet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Danskeren var i flere år førstevalget mellem stængerne på landsholdet. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

- Det ville være et fantastisk sted at starte her, enten som ungdomstræner eller som en del af førsteholdet. Klubben er også en del af Manchester City, så det kan også åbne nogle muligheder.

Det glæder fynboen med de 101 landskampe, at Danmark igen skal til VM, og han håber selv at være på plads i Rusland.

- Jeg er blevet spurgt af en dansk tv-kanal, afslører han.

- Det er fedt at se Danmark tilbage - også ovenpå alt det hurlumhej med DBU sidste år. Nu sker der noget positivt, og klaphatten kan komme lidt frem igen.

- Jeg synes, det er et spændende landshold med en masse unge og nogle stærke støttespillere i Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Simon Kjær. Det er dejligt, at holdet har den stamme.

- Så skal vi bare have en stærk angriber på toppen. Hvis du skal have et godt VM, skal du have en angriber, der virkelig leverer i den måned, for du kan ikke bare regne med, at Eriksen scorer hver gang, siger Thomas Sørensen.

Thomas Sørensens blå bog

1994-1996: OB

1996-1996: Vejle Boldklub

1996-1997: OB

1997-1998: Svendborg fB

1998-2003: Sunderland

2003-2008: Aston Villa

2008-2015: Stoke City

2015-2017: Melbourne City

 

Premier League-kampe: 362

A-landsholdskampe: 101

VM-slutrunder: 2002 og 2010

EM-slutrunder: 2000 og 2004

 

Kilde: Transfermarkt

 

Se også: 100 kampe under Olsen: Kun én gang ville jeg bænke ham

Se også: Efter 23 år på topplan: Denne kamp ærgrer stadig Thomas Sørensen

Thomas Sørensen har i karrierens sensommer fundet en plads i solen i Melbourne, hvor han som 40-årig har genfundet gnisten og indtager en ledende rolle i opbygningen af City FC, hvis ambitioner matcher byens skyskrabere (Foto: Jan-Willem de Lange) Sport og Spil Et hit downunder: Her er Sørensens nye liv

4 kommentarer
Vis kommentarer