Andreas Skov Olsen har fået en forrygende start på sæsonen for Club Brugge.
Søndag blev landsholdsprofilen for anden uge i træk matchvinder for det belgiske mesterhold.
Han scorede således to gange i 3-2-sejren over Genk på hjemmebane i første runde af Jupiler League. Danskeren blev matchvinder i overtiden.
Landsholdsbobleren Casper Nielsen fik desuden debut for hjemmeholdet som indskifter i den sidste halve time. Han kom for nylig til klubben fra Royale Union Saint-Gilloise.
Skov Olsen blev for en uge siden ligeledes matchvinder, da Club Brugge indledte sin sæson med en 1-0-sejr over Gent i den belgiske Super Cup-finale.
Midtvejs i første halvleg leverede kantspilleren lidt af en signaturscoring, da han søgte ind i banen og omsatte et flot oplæg til 1-0 med sin skarpe venstreskøjte.
Genk fik vendt kampen på hovedet, inden Club Brugge udlignede til 2-2 efter en times spil. Det lignede kampens resultat, men i overtiden lynede Skov Olsen igen.
Holdkammeraten Cyle Larin sendte et straffespark på stolpen, og Skov Olsen omsatte riposten til 3-2 til stor jubel for hjemmeholdets fans.