DBU efter FIFA-skandaler: Vi har et medansvar

Jesper Møller tager gerne et medansvar for skandalerne i FIFA, men han vil også gå forrest i oprydningen

Jesper Møller siger, at DBU ikke har sigte på pengene i FIFA. Foto: Lars Poulsen
Jesper Møller siger, at DBU ikke har sigte på pengene i FIFA. Foto: Lars Poulsen

ZÜRICH (Ekstra Bladet) FIFA er i sin største krise nogen sinde, og skeletter og skandaler er mildest talt væltet ud af alle skabe det seneste års tid. De fleste af de kedelige historier er sket i Sepp Blatters regeringstid. En mand som DBU har været med til at føre frem.

Nu er DBU’s formand, Jesper Møller i Zürich for at være med til at ændre adfærden i FIFA. Ekstra Bladet satte ham i går stævne på hotel Swissotel, inden han i morgen skal være med til at vælge Sepp Blatters afløser. 

– Er det forkert at sige, at DBU har været med til at skabe det her monster af skandaler? Fra 1998 og helt frem til maj sidste år har I støttet Sepp Blatter.

– Vi har et medansvar, for vi har været en del af organisationen. Det kan vi ikke løbe fra. Omvendt er vi til gengæld en del af dem, der aktivt forsøger at rydde op. Blandt andet ved nu snart i ti år at have råbt på reformer.

– Og et stykke er vi kommet. Hvem havde for bare halvandet år siden troet, at vi dag kunne sidde i Schweiz og se, at FIFA’s præsident er fjernet, og UEFA’s præsident er fjernet? Det var ikke sket, hvis vi ikke vi havde fået vedtaget reformer allerede i 2011.

– Men selv efter Blatters fald støttede I fortsat Platini, og derfor bærer DBU vel også en del af skylden for, at FIFA nu sidder i det her rod?

– Du har et medansvar, hvis du støtter nogen og stemmer på nogen, som senere begår fejl. Men så har du også en forpligtelse til at gøre noget ved det, og det gør vi.

– Har i været for godtroende både i 1998, hvor I støttede Blatter i stedet for svenske Lennart Johansson, og i forhold til Platini?

– Du agerer altid ud fra de oplysninger, du har på det givne tidspunkt. Det stemte vi ud fra i 1998. I juli måned sidste år gav jeg i din avis udtryk for, at hvis ikke tingene ændrede sig, ville vi støtte Platini som ny præsident for FIFA. Jeg sagde ved samme lejlighed, at hvis der kom en ny situation, var der mulighed for, at vi ville ændre holdning, og det skete, da historien om de to millioner schweizerfranc fra blatter til platini dukkede frem. Det kunne vi ikke leve med.

Se også: 'Glæd jer': Han bliver værre end Blatter

– Nu har I meldt ud, at I støtter Gianni Infantino, og vi kan vel blive enige om, at han blot er stand-in for Platini?

– Det mente jeg måske, da vi mødte ham på Hilton i november i København, for da fortalte han ikke, om han var reel kandidat eller stand-in. Han førte valgkamp med håndbremsen trukket, men siden januar er Infantino trådt i karakter.

– Han har blandt andet sagt, at der skal deles mange flere penge ud til de nationale forbund. FIFA skal åbne for pengekassen. Man kunne få den tanke, at det er derfor i støtter ham. DBU kan vel godt bruge flere penge?

– Det kan man altid, men det er ikke det, vi har lagt vægt på. Reformerne er det vigtigste. Vi skal have vedtaget reformer i morgen. Det er helt afgørende. Også vigtigere end valget af præsident. Får vi ikke reformer kan den nye præsident heller ikke leve op til det, vi gerne vil have.

Se også: Fire stjerner til Blatters banemand

– Men pengene fylder stadig meget. Også i denne valgkamp. Infantino bliver skudt i skoene af sine konkurrenter, at han vil tømme FIFA’s kasse på tre år. Er I faldet for ham på grund af penge, eller fordi I tror, han er den store reformator?

– Da vi meldte ud, at vi ville støtte Infantino, var der ikke så mange penge på bordet. Nej, så det har ikke indgået i vores overvejelser.

– Men hvis vi ser på det, han siger, og hvis vi kigger på DBU’s regnskaber, vil I stort set få fordoblet Jeres tilskud fra UEFA/FIFA. Det betyder vel også noget?

– Det vidste vi faktisk ikke. Men DBU er i den heldige situation, at vi har en egenkapital på godt og vel 130 millioner kroner, og vi har balance i vores økonomi. Vi stemmer ikke efter, hvad vi får af penge, for jeg tror ikke på det i det lange løb alligevel.

– Infantino vil udvide VM fra 32 til 40 lande. Støtter DBU det forslag?

Se også: Opfinder journalister: Så beskidt er FIFA-valgkampen  

– Nej. Vi går ind for et bæredygtigt VM, hvor vi sikrer, at vi ikke bygger store paladser. Her er vi uenige med Infantino, og det skal jeg nok sige til ham. Det med økonomi og det med at love VM-pladser er ikke afgørende nu. Vi skal have reformer først. Hvis ikke FIFA får gennemført reformer, så har FIFA ikke nogen penge at dele ud af, når vi kommer tre-fire år længere frem.

– Så nævn mig tre reformer, som skal vedtages i morgen, for at du kan sove roligt?

– Det er selvfølgelig begrænsningen på hvor længe man kan sidde som præsident. Altså maksimum tre gange fire år. Desuden integritetstjekket og så åbenhed omkring alle de midler, som sendes ud i FIFA-systemet.

– Undrer det dig ikke, at sheik Salman er sluppet igennem integritetstjekket til præsidentvalget? Især når man tænker på historierne om tortur af fodboldspillere i Bahrain, mens han var formand for fodboldforbundet?

–Jeg har godt set de historier, men vi må nok bare erkende, at der er stor forskel på de 209 lande, som er med i FIFA. Men jeg er nødt til at stole på, at de mennesker der er sat til at lave integritetstjekket også løser deres opgave.

– Hvor alvorligt vil det være for FIFA, hvis sheik Salman bliver valgt som præsident?

– Så vil min skepsis bestemt ikke blive mindre. Så kommer vi til at arbejde ekstremt hårdt for at få gennemført reformer, siger Jesper Møller.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere