Derfor røg Arnesen ud

Frank Arnesen fik under ét år i stolen som teknisk direktør i Anderlecht – Frank Vercauteren bliver ny cheftræner

Der er ikke noget at smile af for Frank Arnesen, der er røget ud i Anderlecht efter under ti måneder i jobbet. Foto: Hatim Kaghat, Ritzau Scanpix.
Der er ikke noget at smile af for Frank Arnesen, der er røget ud i Anderlecht efter under ti måneder i jobbet. Foto: Hatim Kaghat, Ritzau Scanpix.

Livet som træner kan være kortvarigt, men det kan tilværelsen som teknisk direktør også.

Det måtte Frank Arnesen sande torsdag, da han blev sparket ud i Anderlecht efter under ti måneder på posten i den belgiske storklub.

De tre seneste jobs har Arnesen haft under ét år. I ukrainske Metalist Kharkiv var han blot én måned, siden var han kun ni måneder i PAOK Saloniki i Grækenland. Og nu senest i Anderlecht, hvor han blev ansat 20. december sidste år og fyret 3. oktober.

Fyringen af Frank Arnesen er en konsekvens af den elendige sæsonstart, som den belgiske storklub har fået i sæsonen. Men det sker formentlig også som en konsekvens af alt for mange ledere i den sportslige sektor til at udpege retningen for klubben for fremtiden.

Med blot seks point efter ni kampe er Anderlecht kun tre point fra jumbopladsen.

Anderlecht har både haft Frank Arnesen som teknisk direktør og en sportsdirektør i Michael Versuchueren.

Samtidig tiltrådte Vincent Kompany som spillende cheftræner i sommerpausen og på den måde har Anderlecht befundet sig i en situation, hvor det har været svært at finde en retning for den vej, klubben skulle bevæge sig. Derudover har behovet for både en sportsdirektør og en teknisk direktør formentlig været til at overse.

Hyrer rutineret cheftræner
I takt med fyringen af Frank Arnesen har Vincent Kompany også fået en støttepædagog ind for at hjælpe ham til at få Anderlecht på rette kurs.

Klubben har hyret Frank Vercauteren som ny cheftræner, mens Kompany fortsætter i en rolle som spillende manager. Dog bliver det 62-årige Frank Vercauteren, der står med ansvaret på kampdagene.

- Vincent Kompany fortsætter med at udforme vores spillestil og vision for Anderlecht. Med Frank Vercautern får vi en rutineret træner, som kan tage ansvaret i kampene, siger sportsdirektør Michael Versucheren til klubbens hjemmeside.

Frank Vercauteren har fået en aftale, der gælder for to et halvt år.

Frank Vercauteren har tidligere været ansat som assistent i Anderlecht i perioden fra 1998-2005. Fra 2005-07 var han cheftræner i klubben.

Nu skal han få klubben tilbage på sporet. Lige nu er der otte point op til en plads i mesterskabsslutspillet.

Se også: Arnesen droppede Hjulmand: - Et scoop ud over det sædvanlige

Se også: Tvivler på Arnesen: - Han er en ål

 

22 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere