På mange måder ligner det en optimal løsning for Simon Kjær i den nuværende svære, fastlåste situation i Sevilla.
Landsholdskaptajnen er røget ud i kulden på klubholdet.
Han har ikke fået spilletid i sæsonens tre første kampe, og derfor ligner det et rotationssystem, som den nytiltrådte træner Jule Lopetegui vil køre i sæsonen. Sæsonen er lang for Sevilla, der også skal spille Europa League.
Bevarer sin høje løn
Nu ryger Simon Kjær i stedet på en lejeaftale til det elskede Italien, hvor han tilmed kommer til at spille Champions League i modsætning til Europa League i Sevilla.
Tilmed bevarer han sin tårnhøje løn på 30 mio. kr. netto, fordi der er tale om en lejeaftale.
Simon Kjær har nemlig kontrakt med Sevilla frem til sommeren 2021. I første omgang bliver han udlejet hele sæsonen. Det er endnu uvist om Atalanta har sikret sig en købsoption på landsholdsanføreren.
Situationen blev tilspidset i Sevilla henover sommeren, hvor den nytiltrådte træner, Julen Lopetegui, og sportsdirektør Monci har hentet hele 13 nye spillere.
Blandt de nye var to midtstoppere, så der reelt var syv spillere til at kæmpe om to pladser. Men nu ryger Kjær væk og en anden af stopperne er også rejst fra det sydspanske, så der ’kun’ er fem til at slås om de to pladser.
Hader rotationsfodbold
Problemerne i Sevilla begyndte faktisk for landsholdskaptajnen i foråret, hvor han siden marts indgik i et rotationssystem, som betød, at han kun startede fire af de seneste ni kampe. Derudover sad han på bænken i to, ude af truppen i to og blev skiftet ind i én kamp.
Derfor falder et skifte i god tråd med den melding hans agent, Mikkel Beck, kom med til Ekstra Bladet i juni.
Her sagde han:
- Det store spørgsmålstegn er, at jeg efter en snak med sportsdirektør Monchi har gjort det klart, at Simon ikke er interesseret i en sæson med rotation.
- Simon er på toppen af sin karriere og har udviklet sig til en midterforsvarer i verdensklasse, sådan som alle jo så ved VM. Så han skal ikke sidde udenfor hver anden eller hver tredje kamp og have ødelagt sin rytme, sådan som han gjorde de sidste par måneder under den midlertidige træner Caparros efter en ellers fremragende personlig sæson, sagde Mikkel Beck til Ekstra Bladet.
Siden slog Beck i midten af august fast overfor Jyllands-Posten, at Simon Kjær blev i Sevilla. Men hen mod slutningen af vinduet blev landsholdskaptajnen tilsyneladende klar over, at fast spilletid var en by i Rusland for ham. Hans tid som stamspiller i Sevilla var slut. Rotationen ventede for ude, også for ham.
Til lægetjek søndag
Simon Kjær rejste fra Spanien søndag med kurs mod Atalanta, hvor han søndag udover lægetjek og en række formaliteter er på plads til Atalantas hjemmekamp mod Torino i Serie A.
Kursen kunne være gået tilbage mod Tyrkiet, hvor de tyrkiske mestre fra Galatasaray også var en mulighed, ifølge stærke rygter de seneste dage i tyrkiske medier. Men det lignede på forhånd et svært skifte for Kjær, der i to år optrådte for rivalerne fra Fenerbahce.
Det ventes, at Simon Kjær mandag er tilbage i Spanien, hvor han – hvis alt går efter planen – ved 17-tiden skal støde til landsholdskammeraterne i Malaga. Her indledes forberedelserne til EM-kvalifikationskampen torsdag mod Gibraltar.
Simon Kjær har ikke kommenteret det forestående skifte, fordi lejeaftalen endnu ikke er endeligt bekræftet.