Dødssyg fodboldstjerne: - Det bliver min sidste aften

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Fernando Ricksen viser sig offentligt for sidste gang 28. juni. Han er stærkt svækket af sygdommen ALS

Fernando Ricksen i 2006 - inden han blev ramt af den dødelige sygdom ALS. Foto: Ritzau Scanpix
Fernando Ricksen i 2006 - inden han blev ramt af den dødelige sygdom ALS. Foto: Ritzau Scanpix

Historien om Fernando Ricksen er intet mindre end hjerteskærende.

En del husker ham nok som en energisk og kompromisløs back, der både stormede op og ned ad højrekanten for Glasgow Rangers og det hollandske landshold i 00'erne.

Men den tid er i sandhed forbi. I 2013 stoppede hollænderen karrieren, men mere alvorligt var det, at han samme år blev diagnosticeret med den frygtede og dødelige sygdom ALS.

Hvad er ALS?

Sygdommen hedder amyotrofisk lateral sklerose - deraf forkortelsen ALS.

ALS er en sygdom som rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv. De motoriske nerveceller giver signaler til kroppens muskler, som er under viljens herredømme.

Symptomerne er tiltagende muskelsvind med svaghed i arme og ben, samt synke- og talebesvær. Årsagen er i de fleste tilfælde ukendt, men hos 5-10% er sygdommen arvelig.

ALS er alvorligt, og de fleste dør indenfor nogle få år, men de arvelige former har ofte bedre prognose. Medicinsk behandling kan udskyde sygdommen kortvarigt, men ellers er behandlingen lindrende.

Kilde: Sundhed.dk

Seks år senere er 42-årige Ricksen så svækket, at han søndag annoncerede i en kort video, at han vil optræde offentligt for sidste gang 28. juni ved et arrangement på GoGlasgow Urban Hotel.

Videoen er optaget på St Andrew's Hospice i Airdrie, hvor Fernando Ricksen er indlagt den sidste tid. Han taler ikke selv, men via en computer, der genererer en kort besked.

- Hej. Jeg har en speciel aften den 28. Da det er begyndt at blive svært for mig, vil dette blive min sidste aften. Kom og gør det til en aften, jeg vil huske. Vi ses forhåbentlig snart. Fernando, lyder det.

Artiklen fortsætter under videoen..

Fernando Ricksen har brugt en stor del af sin tid på at samle penge ind til andre, der lider af ALS, så det er ikke atypisk, at han deltager i offentlige arrangementer med det formål.

Ved arrangementet i Glasgow 28. juni deltager også tv-værten David Tanner, den tidligere Rangers-spiller Martin Andrews, komiker Dee Maxwell og sangeren Lynsey Glen.

Det er uvist, hvor længe Ricksen forventes at have tilbage at leve i. Så sent som februar blev han fotograferet sammen med Rangers FC's spillere og manager.

Fernando Ricksen havde sin storhedstid i Glasgow Rangers (skiftede navn til Rangers FC efter konkursen i 2012) fra 2000 til 2006 og nåede blandt andet at vinde to skotske mesterskaber og et håndfuld pokaltitler.

I øvrigt sammen med danske Peter Løvenkrands, der også spillede i klubben fra 2000 til 2006.

I samme periode nåede Ricksen 12 landskampe for Holland. Han rykkede til Zenit i Rusland i 2007 - også her kunne han fejre et mesterskab, inden turen gik tilbage til Fortuna Sittard i Holland, hvor karrieren også begyndte.

Siden han blev ramt af den frygtelige sygdom, er der lavet en dokumentarudsendelse om hans kamp mod ALS - ligesom Fernando Ricksen også har udgivet en bog med sine tanker om sygdomsforløbet.

Fernando Ricksen var med til at sende FC København ud af Champions League-kvalifikationen i 2003. Her i duel med Thomas Røll. Foto: Ole Steen
Fernando Ricksen var med til at sende FC København ud af Champions League-kvalifikationen i 2003. Her i duel med Thomas Røll. Foto: Ole Steen

Fernando Ricksen nåede 12 landskampe for Holland. Foto: JERRY LAMPEN/Ritzau Scanpix
Fernando Ricksen nåede 12 landskampe for Holland. Foto: JERRY LAMPEN/Ritzau Scanpix

Fernando Ricksen i duel med Samir Nasri i UEFA Cup-kampen mellem Zenit og Marseille. Foto: PHILIPPE LAURENSON/Ritzau Scanpix
Fernando Ricksen i duel med Samir Nasri i UEFA Cup-kampen mellem Zenit og Marseille. Foto: PHILIPPE LAURENSON/Ritzau Scanpix
 

Se også: Tidligere Tottenham-stjerne død - blev kun 49 år

Se også: Stjerne lænket til kørestolen: - Jeg er ikke bange for at dø

Niels Frederiksen og Ebbe Sand får også en travl transfersommer. Foto: Kenneth Meyer Sport og Spil Varm transfersommer venter: Sådan handler Brøndby, Randers & FC Nordsjælland

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere