Efter Salas tragiske død: Slagsmålet om pengene er begyndt

Emiliano Salas franske klub Nantes har klaget til FIFA, fordi Cardiff nægter at betale den transfersum, som de to klubber var blevet enige om, inden spillerens død. Nu svarer den walisiske klub igen

Emiliano Sala blev begravet tilbage i februar - det er stridsøkserne ikke. Video: AP/SNTV

Cardiff City har tænkt sig at fortælle Det Internationale Fodboldforbund, at de mener, at aftalen, de indgik med Nantes om at købe argentineren Emiliano Sala, blev gjort ugyldig, da han på tragisk vis omkom i et flystyrt.

Det skriver The Daily Telegraph.

De to klubber er havnet i en bitter og uskøn strid om, hvem der egentlig ejede den afdøde fodboldspiller, da hans fly styrtede ned i den engelske kanal 21. januar.

Waliserne har i første omgang nægtet at betale Nantes de godt 130 millioner kroner, som de to klubber var blevet enige om, at spillerens transfer skulle koste.

Begge klubber argumenterer for, at de har retten på deres side, og derfor bliver det nu op til FIFA at finde frem til en afgørelse.

Artiklen fra Telegraph beskriver, at Cardiff i et svar til den klage, som Nantes indsendte til FIFA, vil argumentere for, at en række faktorer fritager dem fra det juridiske ansvar i forbindelse med betalingen.

Den kontrakt, som Sala i første omgang skrev under på, blev nemlig ikke godkendt af Premier League, da udbetalingen af spillerens sign-on fee ikke levede op til reglerne. Derfor skulle Sala have skrevet under på en ny og om-formuleret kontrakt for at kunne spille i England, og et af stridspunkterne i fejden er angiveligt, om han havde givet tilsagn til at skrive under på den nye kontrakt inden han døde.  

Desuden skulle kontrakten indeholde en klausul, som franskmændene havde insisteret på i forhandlingerne, der gjorde det klart, at handlen først var gennemført, når både det walisiske og franske fodboldforbund havde bekræftet, at Sala var registreret som Cardiff spiller, og når hans internationale transfer-certifikat var frigivet.

Den klausul er ifølge Cardiff ikke overholdt.

Nantes mener på deres side, at de har overholdt alle gældende regler, og kræver derfor at få det fulde beløb udbetalt fra Premier League- klubben.

Så nu er det altså op til FIFA at få bundet den gordiske knude af juristeri og paragrafer op, før det sidste punktum i tragedien kan blive sat.

Emiliano Sala blev 28 år.

Se også: Rekord-indkøb ombord på forsvundet fly

Familie og venner bærer Salas kiste fra mindehøjtideligheden. Foto: Juan Mabromata/Ritzau Scanpix Intl. fodbold - 17. feb. 2019 - kl. 15:18 Familie og venner i tårevædet afsked: Sala begravet

Se også: Sala skal begraves i sin fødeby i Argentina

Nye detaljer er kommet frem efter flystyrtet, der kostede Emiliano Sala livet. Foto: Ritzau Scanpix Engelsk fodbold - 25. feb. 2019 - kl. 16:12 Afslører nye uhyggelige detaljer

1 af 2 Den ulykkelige historie om Emiliano Sala får nu føjet endnu et kapitel til, efter at Cardiff og Nantes er havnet i en juridisk hårdknude. Foto: LOIC VENANCE/Ritzau Scanpix
2 af 2 Foto: AP
31 kommentarer
Vis kommentarer