ZUG, SCHWEIZ (Ekstra Bladet/Idrettspolitikk.no): En civil bil ankommer med høj hastighed og parkerer lige foran vores udlejningsbil. To politibetjente springer ud og beder om vores pas. De spørger, hvorfor vi er her, og hvad vi laver.
Vi forsøger at få fat i FIFA-præsident Gianni Infantino, er vores svar. Han skulle bo lige her. I Zug, som er et skatteparadis for velhavere.
I efteråret 2021 flyttede FIFA-præsident Gianni Infantino ellers med hele sin familie til Doha. Han ville se VM-forberedelserne i Qatar med egne øjne.
Siden da har der været mange rygter om, hvor i Doha han bor, og hvem der betaler lejligheden for ham og hans familie.
Nu er VM for længst slut, og han kan vende blikket mod USA, Canada og Mexico, hvor VM afholdes i 2026.
Men først skal han hjem til Schweiz, hvor han har fast skattebopæl med sin familie.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Meget generøse skatteregler
Da Gianni Infantino var generalsekretær for Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, boede han i kantonen Nyon, hvor UEFA's hovedkvarter lå. Da han blev præsident for FIFA i 2016, flyttede han til Zürich, hvor FIFA's hovedkvarter ligger.
Dokumenter, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, viser, at Gianni Infantino og hans familie flyttede fra Zürich til kantonen Zug - et sted, hvor de rigeste bor på grund af meget generøse skatteregler - i juni 2022.
Ifølge dokumenterne er hans nye bopæl en lejet lejlighed i et betonkompleks ejet af det lokale vandværk på en bjergside i Zug. Det er her, vi nu står sammen med politiet og skal aflevere passene. Personer har ringet til ordensmagten. Personer, som ønsker, at vi ikke skal være der.
Det er et fornemt område, vi er i, med flot udsigt over Zugsøen. Vi står ved et fireetagers lejlighedskompleks, et af fem komplekser på skråningen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Jeg har aldrig set ham
Inden politiet nåede frem, havde vi været rundt om huset og ringet på døren til den lejlighed, vi har erfaret, at FIFA-præsidenten har opgivet som sin skatteadresse.
På dørklokken er initialerne A.M., men ingen åbnede.
Efter at have ringet på døren kommer en kvinde ud af garagen under stueetagen. Hun fortæller, at alle fem lejlighedskomplekser har samme garageindgang. Selv bor hun på toppen af vejen.
- Jeg har boet her i fem år, og jeg har hørt, at han er flyttet ind på øverste etage, siger hun og peger op.
- Men jeg har aldrig set ham eller andre fra hans familie. Kun et par gange har jeg set nogen i vinduet, og jeg tror, det er for at vande blomster. Jeg har hørt, at de har fire børn, men på legepladsen udenfor har jeg kun set et enkelt barn lege, og det er ikke et barn fra Infantinos familie.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sparer 3,3 millioner på flytning
Kvinden hjælper os med at ringe på en af de andre dørklokker på etagen nedenunder, men der svarer en mand, at de ikke taler tysk, og derpå lægger han på.
Vi spurgte flere beboere i samme gade, om de vidste, om Gianni Infantino bor her, herunder postbuddet, der kom forbi.
Alle havde hørt, at han var flyttet dertil, men ingen havde set ham. Flere havde også læst det i den lokale avis.
Spørgsmålet er, hvorfor han har valgt at flytte til denne adresse? Hvorfor har han valgt ikke at bo der, hvor han arbejder? Altså i Zürich, hvor FIFA har sit hovedkvarter.
En forklaring kan være, at der er markant lavere skatter i Zug end i Zürich.
Ifølge FIFA's årsrapport tjente FIFA-præsidenten i 2022 før skat 2,7 millioner schweizerfranc. Det svarer til 20 millioner kroner.
Hvis vi bruger skatteberegneren for Schweiz for henholdsvis Zug og Zürich og anslår, at hans kone tjener 1,5 millioner kroner, så betyder flytningen, at Infantino-familien sparer 3,3 millioner kroner ved at flytte fra Zürich til Zug.
Rent proforma?
Et andet spørgsmål er, om han rent faktisk har flyttet bopæl, eller om der blot er tale om et proformaadresseskifte?
Ingen af naboerne har set ham, og hans navn står hverken på dørklokken eller på postkassen. Der står kun initialerne A.M.
I henhold til postlovgivningen (Postverordnung) af 29. august 2012 (Stand am 1. Dezember 2021) i Schweiz er der krav om, at navnet på dem, der bor i lejligheden, skal stå på postkassen.
Hvis det viser sig, at Infantino ikke bor i lejligheden, og at han kun proforma har rapporteret en adresseændring, kan skattemyndighederne i Zürich opkræve hans skat og ikke de lokale myndigheder i Zug.
Kun for millionærer og milliardærer
Politiet har tjekket vores pas, og tonen er lidt mere munter. Vi spørger dem, hvorfor de kom.
De forklarer, at politiet er ekstra opmærksomme på fremmede, fordi der bor magtfulde mennesker her, og fordi de lokale myndigheder er bange for sabotage fra aktivister. Nord Stream har hovedkontor i Zug.
Men de bor ikke selv i byen.
- Vi bor uden for Zug, siger den ene betjent, da han leverer vores pas tilbage.
- Det er ikke muligt at bo her med vores politiløn. Her har kun millionærer og milliardærer råd til at leve.
Politiet forlader stedet, og vi spekulerer på, om Gianni Infantino nogensinde vil sætte sine ben i den lejlighed, vi står foran.
Måske skal vi til USA, Canada eller Mexico for at finde hans nye midlertidige hjemmeadresse? Det er de kommende værter for VM i 2026.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
FIFA truer med advokater
Vi har naturligvis sendt en række spørgsmål til Gianni Infantino om hans boligforhold.
Vi fik ikke svar på ret meget, men for fuldstændighedens skyld bringer vi her spørgsmålene og den form for svar, vi fik fra en FIFA-talsmand.
Der var snarere tale om en advarsel end om reelle svar.
Blodbold detonerer en vaskeægte FIFA-bombe: