37.390.000.000 for Premier League på tv! Få overblikket her

Sky er den store vinder i ny tv-aftale, der også betyder, at Premier League byder på en aftenkamp om lørdagen

Det er dyrt at vise Premier League. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Det er dyrt at vise Premier League. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

De britiske tv-stationer slipper fremover en anelse billigere, når de skal vise fodbold fra den bedste britiske række, Premier League.

Sky Sports og BT lægger således 4,464 milliarder pund (37,39 milliarder kroner) på bordet for rettighederne til sæsonerne fra 2019-2022. Dermed er aftalen over en halv milliard pund billigere end aftalen for sæsonerne 2016-2019.

Den aftale lød på 5,136 milliarder pund og var en historisk stor tv-aftale.

Aftalen har blandt andet været med til at skrue lønningerne og transfersummerne i vejret i den engelske liga, skriver BBC.

I den nye tv-aftale er det Sky Sports, der trækker sig ud som den helt store vinder. Den britiske gigant har sikret sig fire ud af syv udbudte tv-pakker og vil dermed vise 128 kampe per sæson, når aftalen træder i kraft.

Blandt Skys kampe er otte opgør, der som noget helt nyt bliver vist i bedste sendetid lørdag aften klokken 20.45.

Konkurrenten BT må nøjes med en enkelt pakke og 32 kampe.

Det betyder også, at der fortsat er to pakker til salg. De to pakker inkluderer i alt 40 kampe, og ifølge Premier League er der "interesse fra adskillige købere" til disse pakker.

BT er ifølge BBC interesseret i de to resterende pakker, mens der ikke er nogen meldinger om, hvorvidt Sky er interesseret i yderligere pakker.

Sky kan dog maksimalt byde på en af pakkerne, da ingen tv-udbyder må sidde på mere end 148 Premier League-kampe.

Der har tidligere været spekulation om, at mediegiganter som Amazon, Facebook, Netflix og Twitter kunne være interesserede i rettighederne.

Indtil videre er rettighederne dog altså ikke tilfaldet nogen af dem.

Den nye tv-aftale betyder, at gennemsnitsprisen for en Premier League-kamp lyder på 9,3 millioner pund. Prisen per kamp under den nuværende aftale er i gennemsnit 10,2 millioner pund.

OVERBLIK: Her er Premier Leagues nye tv-aftale

Sky Sports og BT har tilsammen sikret sig rettighederne til fem ud af Premier Leagues syv tv-pakker.

En ny aftale for rettighederne til at vise Premier League-sæsonerne fra 2019-2022 er tirsdag blevet indgået i Storbritannien.

I alt syv pakker er blevet udbudt af Premier League. Ud af dem har Sky Sports sikret sig fire pakker (128 kampe), BT har sikret sig en enkelt (32 kampe), mens to pakker (40 kampe) fortsat er til salg.

Tv-pakkerne inkluderer blandt andet også forskellige rettigheder, i forhold til hvilken rækkefølge stationer får lov til at vælge kampe i.

Her kan du danne dig et fuldt overblik over, hvad de syv tv-pakker består af, og hvordan de er blevet fordelt mellem tv-stationerne:

* Pakke A - BT

Antal kampe: 32 (20 andenvalg, 12 femtevalg).

Kampe per klub: Højst seks, mindst en.

Kamptidspunkt: 32 kampe lørdag klokken 13.30.

* Pakke B - Sky Sports

Antal kampe: 32 (15 førstevalg, fem tredjevalg, 12 femtevalg).

Kampe per klub: Højst seks, mindst en.

Kamptidspunkt: 32 kampe lørdag klokken 18.30.

* Pakke C - Sky Sports

Antal kampe: 32 (14 andenvalg, 18 fjerdevalg).

Kampe per klub: Højst fem, mindst en.

Kamptidspunkt: 24 kampe søndag klokken 15.00 og otte kampe lørdag klokken 20.45.

* Pakke D - Sky Sports

Antal kampe: 32 (19 førstevalg, syv tredjevalg, seks fjerdevalg).

Kampe per klub: Højst fem, mindst en.

Kamptidspunkt: 32 kampe søndag klokken 17.30.

* Pakke E - Sky Sports

Antal kampe: 32 (22 tredjevalg, ti fjerdevalg).

Kampe per klub: Højst fem, intet minimum.

Kamptidspunkt: 24 kampe mandag klokken 21.00 eller fredag klokken 20.30 eller 21.00 og otte kampe søndag klokken 15.00.

* Pakke F - Stadig til rådighed

Antal kampe: 20.

Kampe per klub: Højst to, mindst to.

Kamptidspunkt: Alle kampe fra en midtugerunde og en runde på en helligdag.

* Pakke G - Stadig til rådighed

Antal kampe: 20.

Kampe per klub: Højst to, mindst to.

Kamptidspunkt: Alle kampe fra to midtugerunder.

Kilde: Daily Mail.

Premier League - 13. feb. 2018 - kl. 17:45 Kvindelig fan går Mourinho-amok: Her viser hun kroppen frem på tv

Se også: Premier League-stjernernes hemmelighed: Snød hinanden for millioner

Hvordan vil Tottenham klare sig i den afgørende fase af sæsonen? Foto: AP Sport og Spil Chelsea selvdestruerer og det skal Tottenham udnytte

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen