Åbner døren for PL-comeback i juni

Et møde torsdag med parterne i professionel engelsk fodbold var 'positivt', siger britisk kulturminister

Et gensyn med Liverpool og alle de andre Premier League-hold bliver muligt i juni, mener den britiske regering. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Et gensyn med Liverpool og alle de andre Premier League-hold bliver muligt i juni, mener den britiske regering. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Premier League kom et skridt tættere på genstart torsdag.

Sådan lyder budskabet fra den britiske minister for kultur, medier og sport, Oliver Dowden, ifølge flere britiske medier.

Han var torsdag til møde med parterne i professionel engelsk fodbold, fodboldforbundet, Premier League og ligaforeningen.

Et møde, der var "positivt" og kom nærmere en plan for en genstart af fodbold, lyder det fra Oliver Dowden.

- Regeringen åbner døren for at professionel fodbold kan vende tilbage i juni. Det bør inkludere nemmere adgang for fans til at se live dækning af kampene, og sikre at økonomien i forbindelse med genstarten hjælper den større fodboldfamilie, siger Dowden ifølge Sky Sports.

- Vi blev enige om, at vi går videre (med planen om genstart, red.), hvis det er sikkert at gøre det, og hvis spillernes, trænernes og personalernes helbred og sundhed kommer i første række.

- Det er nu op til fodboldmyndighederne at blive enige om og færdiggøre deres planer, og der er en velvilje til at gøre det for fansene, fodboldsamfundet og nationen.

Enkelte Premier League-spillere er begyndt at træne individuelt igen, mens der er et håb om, at holdtræning - i begrænset form - kan genoptages i starten af næste uge.

Mandag holdte Premier League-klubberne et møde. Her blev man enig om at stå sammen mod afviklingen af kampe på neutrale baner, hvilket ellers har været fremlagt som et krav, hvis myndighederne skulle give grønt lys til Premier League-genstart.

Man nåede ligeledes til enighed om, at spillere med kontraktudløb 30. juni kan få deres aftale forlænget frem til sæsonudløb, såfremt sæsonen genoptages og fortsætter efter den dato.

Premier League har som så mange andre ligaer været på pause siden starten af marts.

Se også: Her er planen for resten af Superligaen

Se også: Her er datoen for pokalfinalen

 

14 kommentarer
Vis kommentarer