Manchester United kan ende på qatarske hænder.
Glazer-familiens ønske om et salg af den engelske storklub til omkring seks milliarder pund (omkring 50 mia. kroner) betyder, at der ikke findes ret mange potentielle købere rundt omkring.
Men de findes. I Qatar.
Rygtet om at QIA, den statslige investeringsfond i VM-værtslandet, skulle have bevæget næven i lommerne for at se, hvad der gemmer sig, har fået menneskerettighedsorganisationen FairSquare til at reagere.
De har sendt et brev til UEFA, det europæiske fodboldforbund. Det kunne også have været til Glazer-klanen. Men de er i stedet gået til Aleksander Ceferin, UEFA’s præsident.
Må ikke have samme ejer
For de vil have ham til at forbyde en gennemførelse af handlen, fordi det er i direkte strid med reglerne i europæisk fodbold.
Fik du læst: Brøndby-stjernens mirakel - Da jeg fik den besked, græd jeg
To klubber, der med stor sandsynlighed kan rende ind i hinanden i en UEFA-turnering som Champions League, må ikke have samme ejer.
Og selvom United roder rundt i Europa League i denne sæson, er det sandsynligt, at de finder vej til den fineste klubturnering i næste sæson. Her finder vi Paris Saint-Germain, de franske mestre, der problemfrit stiller til start hver sæson i september.
Og PSG ejes af Qatar Sports Investments (QSI). Personificeret af Nasser Al-Khelaifi, der er præsident i PSG og bestyrelsesformand i QSI. Fra Qatar lyder meldingen dog, at de to organisationer ikke har noget med hinanden at gøre. Så kan man jo vælge at tro på det eller ej.
Både The Guardian og The Daily Telegraph har skrevet, at QIA er interesseret i at købe United, mens Bloomberg nu skriver, at QIA byder på storklubben.
Bekymrende venskab
Og det skal i øvrigt være nu, for interesserede parter er blevet bedt om at vise interesse senest fredag, skriver Manchester Evening News.
Ifølge Dagbladet er brevet sendt til både Ceferin og Richard Masters, der er administrerende direktør i Premier League.
FairSquare henviser til brud på menneskerettighederne i Qatar samt det faktum, at kongefamilien selv administrerer landets ressourcer uden nogen form for gennemsigtighed eller ansvarlighed, som organisationen formulerer det.
Specielt Al-Khelaifis nære forhold til Ceferin er bekymrende, siger Nick McGeehan, leder af FairSquare, til Dagbladet.
- Vi ved ikke, hvordan UEFA ser på det her, men vi forstår det således, at Al-Khelaifi er gode venner med Aleksander Ceferin, siger han.
Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om det kommer til at spille en rolle.