Afslører bizar opførsel

Den tidligere Liverpool-angriber Rickie Lambert åbner for godteposen, når han fortæller om sin tid i Liverpool, hvor særligt Mario Balotelli gjorde indtryk

Balotellis karriere nåede aldrig de højder, som de fleste havde troet. Foto: Ritzau Scanpix
Balotellis karriere nåede aldrig de højder, som de fleste havde troet. Foto: Ritzau Scanpix

Det blev ikke til den helt store succes for engelske Rickie Lambert, der i en høj alder fik drømmeskiftet til Liverpool tilbage i juli 2014.

Men han nåede at udleve drømmen i sin yndlingsklub i en sæson, og her fik han mulighed for at se en række stjerner på nærmeste hold.

Én af dem var den italienske angriber Mario Balotelli, der kom til klubben fra AC Milan. Oprindeligt var det ifølge Lambert Alexis Sanchez, som daværende Liverpool-manager, Brendan Rodgers, var ude efter, men chileneren valgte Arsenal i stedet, og så gamblede Rodgers og hentede Balotelli.

- Han var en god knægt. Barnlig men smittende. Men lige så snart han trådte ind på træningsbanen, så ændrede han personlighed. Jeg har aldrig set noget lignende, hvis jeg skal være ærlig. Jeg var midt i højdepunktet af min karriere som professionel, så at støde ind på ham var bare...

- I begyndelsen gav han alt, når han spillede. Men til træning. Jeg kunne se, han ikke gav alt. Han svarede Brendan igen. Til at begynde med generede det mig ikke, at han spillede før mig, jeg tænkte, at jeg nok skulle få min chance, men det ramte mig, at han spillede, når man tænker på hans præstation til træning.

- Til sidst var jeg nødt til at sige noget til Brendan. Hvis tingene ikke gik hans (Mario Balotellis, red.) vej, så ødelagde han bare træningen. Han sparkede bolden væk eller begyndte at lave selvmål. Jeg talte med Joe Hart og drengene fra det engelske landshold, og de fortalte, at han gjorde præcis det samme, da han var i Manchester City.

Rickie Lambert blev ligesom Mario Balotelli aldrig den helt store succes i Liverpool, og efter bare én sæson drog han videre til West Brom, inden han sluttede karrieren i Cardiff tilbage i 2017.

Mario Balotelli derimod spiller i dag i den næstbedste italienske række for Monza.