Afviser Juve-bud på Eriksen: Så vild er prisen

Tottenham har afvist et første bud fra Juventus på Christian Eriksen. Klubben kræver knap 370 mio. kr.

Christian Eriksen jagtes af Juventus, men prisen er tårnhøj (Nick Potts)
Christian Eriksen jagtes af Juventus, men prisen er tårnhøj (Nick Potts)

Juventus jagter offensivt blod til deres midtbane, og topprioriteten er, som Ekstra Bladet kunne fortælle i sidste uge, danske Christian Eriksen.

Nu forlyder det fra flere pålidelige italienske pressekilder, at Juventus i sidste uge og hen over weekenden har været i direkte dialog med Tottenham-ledelsen og lagt et bud omkring de 16,5 mio. pund (ca. 172,5 mio. kr.).

Men italienerne er blevet sendt tilbage til Torino med en lang næse. For Tottenham afviste blankt buddet og satte i stedet en prislap på massive 35 mio. pund (ca. 368 mio. kr.).

Se også: Afsløring: Juve-plan: Eriksen skal afløse superstjernen

Det ville i så fald være ny rekord for en dansk spiller, hvor Eriksen i forvejen er den dyreste, da han blev solgt fra Ajax for en pris omkring 105 mio. kr.

Tottenhams priskrav på den danske landsholdsspiller er langt over Juventus’ smertegrænse, og parterne virker alt for langt fra hinanden til, at der kan komme en åbning.

Der er dog fortsat dialog mellem de to klubber, men det er fordi, Tottenham i stedet har tilbudt, at Juventus kan købe den argentinske spiller Erik Lamela.

Se også: Eriksen: Uforståeligt at vi smider 2-0-føring

Spurs hentede Lamela i AS Roma sidste sommer på samme tidspunkt som Eriksen, men den offensive midtbanespiller har slet ikke fået gang i spillet i London-klubben.

Juventus har mistet profiler som Arturo Vidal og Carlos Tevez til offensiven, og derfor har de indledt en jagt på en 10’er type, der kan støbe bolden til angriberne.

Man har også været i dialog med Schalke 04 om Julian Draxler, og mandag afsendte man ifølge oplysningerne endnu et bud på Draxler.

Drømmen om Christian Eriksen ser derimod ud til at smuldre.

Se også: Transferkrig: City og Chelsea kæmper om engelsk klippe

Farmand Thomas Eriksen afviste mandag over for BT, at man har hørt om interesse fra Juventus, men det er også først i tilfælde af enighed mellem klubberne eller i en forhandlingsproces, at spillerens repræsentanter bliver orienteret.

Eriksens agent Martin Schoots bekræftede også i Ekstra Bladet i sidste uge, at der er stor interesse for landsholdsspilleren.

- Jeg udtaler mig af princip aldrig om konkrete klubber. Men vi ved, at meget store klubber har været ude efter Christian, siden han var 14 år.

- Christian er i dag glad for at være i Spurs, men du ved aldrig, hvad der sker i morgen, slår han fast, sagde Schoots.

TV: Eriksen er kommet fint i gang med Premier League-sæsonen og stod bag en scoring i weekendens kamp mod Stoke. Se hans assist her

Bale-millioner spildt

Tottenham solgte i sommeren 2013 Gareth Bale til Real Madrid for 750 mio. kr.
Klubben geninvesterede stort set alle penge, men kun to har fået succes.

Tottenham transfer for Bale-millioner

Roberto Soldado
Hentet i Valencia for 221 mio. kr.
FLOP – Solgt til Villarreal i 2015

 

Erik Lamela
Hentet i AS Roma for 220 mio. kr.
FLOP – Har brugt langt mere tid på bænken end banen

 

Paulinho
Hentet i Corinthians for 145 mio. kr.
FLOP – Slog aldrig til og solgt i 2015 til kinesiske Guangzhou Evergrande

Christian Eriksen
Hentet i Ajax for 105 mio. kr.
SUCCES – Fast mand i begge sæsoner og næstmest scorende i sidste sæson.

Etienne Capoué
Hentet i Toulouse for 81 mio. kr.
FLOP – Ingen succes i Tottenham og solgt til Watford i 2015

Vlad Chiriches
Hentet i Steaua for 70 mio. kr.
FLOP – Den rumænske forsvarer slog ikke til og er røget til Napoli

Nacer Chadli
Hentet i Twente for 60 mio. kr.
SUCCES – Har som Eriksen fået en rolle på Tottenham-holdet og udvikler sit spil.

 

50 kommentarer
Vis kommentarer