Anholder otte personer for Twitter-racisme

Engelsk politi har fundet personer bag anonyme Twitter-profiler og anholdt dem for racisme mod Son Heung-min

Heung-min Son blev udsat for racisme efter en kamp mod Manchester United. Nu er otte anholdt. Foto: PAUL CHILDS/Ritzau Scanpix
Heung-min Son blev udsat for racisme efter en kamp mod Manchester United. Nu er otte anholdt. Foto: PAUL CHILDS/Ritzau Scanpix

Racistiske tweets rettet mod Tottenhams sydkoreanske fodboldstjerne Son Heung-min har ført til otte arrestationer.

Yderligere fire er blevet afhørt i en to uger lang politiaktion, oplyser engelsk politi.

- 12 mænd er enten blevet arresteret, afhørt eller er under mistanke for at have benyttet sig af ord eller en opførsel med det formål at skabe racistisk had, meddeler politiet.

Racismesagen tager udgangspunkt i Tottenhams kamp i Premier League mod Manchester United 11. april.

På Twitter blev Tottenham-angriberen Son angrebet af anonyme Twitter-profiler, efter at et mål til Manchester United blev annulleret.

De verbale angreb blev opsnappet af Manchester Uniteds overvågning. På den måde blev politiet gjort opmærksom på racismesagerne.

- Med omhyggeligt politiarbejde er det lykkedes at finde frem til de anonyme brugere på de sociale medier og få fat på dem.

- Denne sag viser med al tydelighed, at politiet ikke vil finde sig i racisme, også selv om det foregår online, lyder det fra politiet.

De otte arrestationer er foregået på adresser forskellige steder i England og Wales.

Manchester United vandt opgøret 11. april med 3-1.