Arsenal lurer på Premier Leagues hurtigste spiller

Franske Arsené Wenger går og overvejer, om han skal byde på Newcastles Moussa Sissoko

25-årige Moussa Sissoko har tidligere fortalt, at han som ung støttede London-klubben Arsenal, og nu kan den franske landsholdsspiller måske få lov til at tørne ud for Arsené Wengers hold. Ifølge det franske medie L'Equipe er Arsenal meget, meget interesseret i at få fat i Moussa Sissoko, der i de sidste par sæsoner har vist sig som en stærk spiller for Newcastle.

Franskmanden, der for to sæsoner siden skiftede fra Toulouse til Newcastle, er kendt som en fysisk og løbestærk spiller, og han er også begyndt at få mål med i sit spil. I denne sæson er han i øvrigt målt til at være Premier Leagues hurtigste spiller. Moussa Sissoko har kontrakt med Newcastle frem til sommeren 2019, så det kræver formentlig en stor pose penge, hvis Wenger skal have fat i den franske landsholdsspiller.

Ifølge L'Equipe skal Arsenal være klar til at byde omkring 20 millioner euro - det svarer til omkring 150 millioner kroner - en pris, som Newcastle måske er klar til at sælge Sissoko for.

Moussa Sissoko har også tidligere fortalt, at han er godt tilfreds i Newcastle, men hvis der kommer et stort bud fra London og tilmed fra den klub, han støttede som barn, så er det nok i Sissokos interesse at komme afsted.

L'Equipe skriver også, at Arsenal fortsat er interesseret i at få Sami Khedira til klubben, men den tyske landsholdsspiller er også interessant for FC Bayern München, hvorfor Arsenal altså må kæmpe for den defensive midtbanespillers signatur.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere