Arsenal stryger op på tredjepladsen

Aaron Ramsey og Alexandre Lacazette nettede for Arsenal, der på Emirates Stadium slog Newcastle 2-0

Arsenal er på tredjepladsen i Premier League med syv kampe igen.

Det kan London-klubben glæde sig over efter en 2-0-sejr over Newcastle hjemme på Emirates Stadium mandag aften.

Med en scoring i hver sin halvleg sørgede walisiske Aaron Ramsey og franske Alexandre Lacazette for, at Arsenal hentede tre vigtige point til topstriden.

En plads i top-4 giver adgang til Champions League i næste sæson. Det vil i sagens natur være et tiltrængt resultat for Arsenal, som i sidste sæson måtte nøjes med en sjetteplads og derfor Europa League.

Både første- og andenpladsen er uden for rækkevidde for Arsenal og de andre tophold, der ikke hedder Liverpool og Manchester City.

Men et stort drama udspiller sig i kampen om de sekundære slutpladser mellem Arsenal, Tottenham, Chelsea og Manchester United.

Derfor var der ikke plads til en svipser hjemme mod Newcastle. Og Ramsey sørgede for, at Arsenal ikke kom på vildspor i første halvleg.

Landsholdsspilleren fra Wales bragte Arsenal foran 1-0, da han en halv time inde i opgøret sparkede resolut til læderet med sit venstre ben og sendte bolden fladt i fjerneste hjørne.

Det var også tæt på at blive 2-0 til Arsenal inden pausen, men med et hovedstød på stregen forhindrede Newcastles Matt Ritchie Lacazette i at fordoble hjemmeholdets føring.

Arsenal dominerede, men den anden scoring lod vente på sig.

Derfor lurede en nervepirrende afslutning for Arsenal-tilhængerne, men de fik dulmet nerverne syv minutter før tid.

Efter et par atypiske kombinationer fik Lacazette bolden på kanten af feltet, hvorfra han lobbede den i en blød bue over den tidligere Esbjerg-målmand Martin Dúbravka.

Mens Arsenal kæmper for de sjove pladser i toppen, slås Newcastle for endegyldigt at sikre sig en sæson mere.

Holdet fra Nordengland ligger på 14.-pladsen - syv point over stregen.

Kasper Dolberg er holdkammerater både i Ajax og på landsholdet. Derfor kender de hinanden godt - og Dolberg var da heller ikke i tvivl om, hvem der havde taget fusen på ham. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Holland Schöne tager fusen på Dolberg med irriterende aprilsnar

Yussuf Poulsen høster massevis af ros fra Leipzig-holdkammeraterne. Foto: Ritzau Scanpix Tysk fodbold Brandvarm dansker hyldet: - Han er en maskine

Toby Alderweireld scorede selvmål i kampens døende minutter, men Tottenham havde alligevel noget at glæde sig over. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix Premier League Tottenham-boss trods nederlag: Vi grinte ad Liverpool

0 kommentarer
Vis kommentarer