Arsenal ydmygede tamme Chelsea

Med en sublim første halvleg viste Arsenal, hvordan man skal spille Chelsea, da det blev til storsejr i London-derbyet

Det er ikke lutter lagkage at være Chelsea-fan for tiden.

For efter tre sejre i de tre første Premier League-kampe har de seneste tre kampe blot kastet et enkelt point af sig. Og lørdag aften gav besøget hos lokalrivalerne fra Arsenal intet. Ikke ud over røde ører.

For Arsène Wengers tropper var her, der og alle vegne, da Antonio Contes mandskab blev sendt hjem fra Emirates Stadium med et sviende 3-0-nederlag.

Helt efter bogen - for The Gunners spillede klogt og med stort tryk i det offensive spil, mens Chelsea-spillerne virkede rådvilde og slet ikke havde modtræk mod Arsenals dominans.

Der bliv undervejs spillet hæl og tå - det kunne lade sig gøre efter en første halvleg, hvor alt lykkedes for Arsenal, der dermed gav manager Arsène Wenger en flot jubilæumsgave i anledning af hans 20 år i klubben.

Første smagsprøve blev leveret, da der ikke var spillet meget mere end ti minutter. Her lagde Tim Cahill fra midten skødesløst bolden tilbage mod Thibaut Courtois i målet.

Den sløje tilbagelægning opfangede Alexis Sánchez, der i mand-mand-duellen mod den belgiske målmand valgte at lobbe bolden over ham.

En flot detalje, der virkelig tændte publikum på Emirates Stadium - og de fik et par minutter i himlen.

For blot tre minutter senere var den igen gal i Chelsea-defensiven.

Der var ganske enkelt intet modtræk mod Arsenals fantastiske kombinationer, der bragte de gode gammeldags pinball-maskiner i behagelig erindring.

Kuglen fik uhindret lov til at passere gennem Chelsea-defensiven. Først fra Alex Iwobi, der sendte den ud i højre side til Hector Bellerin. Han tværpassede den ind til Theo Walcott, der sendte den i mål til 2-0.

Tju-bang, og Chelsea-spillerne var reduceret til statister.

Arsène Wenger fik en flot jubilæumsgave mod Chelsea. Foto: AP/Matt Dunham
Arsène Wenger fik en flot jubilæumsgave mod Chelsea. Foto: AP/Matt Dunham
 

Langsomt fik de kæmpet sig lidt mere ind i kampen, og der var da også målchancer til både Diego Costa og Willian - men det øgede fokus på offensiv kostede i den anden ende af banen.

Fem minutter før pausen skrev Mesut Özil og Alexis Sánchez således første kapitel til kontra-fodboldens ABC, da de i en to mod to-situation gjorde det til 3-0, efter et flot chip fra Sänchez og derefter en flugter fra Özil.

Så behøvede Arsenal blot at stille sig et par meter længere tilbage og vente på Chelsea-initiativet og slå til på kontra.

Men selv om Antonio Conte med et par taktiske indskiftninger forsøgte at ryste posen, så rokkede Arsenals defensiv sig ikke, og det var da også flere gange tættere på 4-0 end 3-1.

Med sejren drøner Arsenal op på Premier Leagues tredjeplads, mens Chelsea dratter ned på ottendepladsen.

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.