Udadtil har Manchester City-manager Roberto Mancini afskrevet det engelske mesterskab, men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at han har givet op.
Det siger hans assistent, Brian Kidd, der mener, at Mancini inderst inde stadig håber, at City kan indhente Manchester Uniteds 13 points forspring i toppen af Premier League.
- Han har været her i mindre end fire år og har allerede vundet sølvtøj, så ingen tror vel på, at han har givet op, siger Brian Kidd ifølge AFP.
- Det var det samme i sidste sæson. Vi fortsætter med at arbejde med de samme ting, fortsætter med at arbejde hårdt, han er på træningsbanen hver dag. Det hele handler om at nå en vis standard, siger Kidd.
City kommer på en meget vanskelig opgave søndag eftermiddag, når holdet skal på besøg hos Tottenham, der selv kæmper indædt for Champions League-billetter.
En sejr her vil være et perfekt rygstød før sæsonens afgørende runder.
- Det er ikke forbi. Vi er mestre, så vi har ikke givet op. Som mester skal du kæmpe for din stolthed.
- Hvis vi skal tabe, skal det være på knockout som de største boksere. Ikke siddende på en stol i ringhjørnet, siger Brian Kidd.
Manchester City møder Tottenham søndag klokken 14.30.