Kontroversiel italiener bliver ny Sunderland-boss

Den tidligere udenrigsminister David Miliband forlader Sunderlands bestyrelse i protest over udnævnelsen af Paolo Di Canio som manager

Den kontroversielle italiener Paolo Di Canio bliver ny træner i Premier League-klubben Sunderland. (Foto: AP)
Den kontroversielle italiener Paolo Di Canio bliver ny træner i Premier League-klubben Sunderland. (Foto: AP)

Det bliver den 44 årige italiener Paolo Di Canio, der overtager managersædet i Premier League-klubben Sunderland.

Sunderland, der i øjeblikket ligger på en 16. plads kun ét point fra nedrykningspladserne, fyrede lørdag den hidtidige manager Martin O'Neill. Det skete efter at klubben havde tabt 1-0 til Manchester United.

Udnævnelsen af Paolo Di Canio sendte øjeblikkeligt chokbølger gennem klubben. Den hidtidige viceformand, den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband, reagerede således ved omgående at meddele, at han forlader bestyrelsen.

Miliband begrundede sin afsked med, at Di Canio er kendt som tilhænger af fascisme og i flere tilfælde har rost den gamle italienske diktator Benito Mussolini.

- Jeg håber det bedste for klubben i de kommende syv vigtige kampe, men med tanke på den nye managers tidligere politiske udtalelser, føler jeg at det rigtigste er at træde tilbage, siger Miliband.

 

Paolo Di Canio sikrer sig en spilledags karantæne med denne fascist-hilsen i 2005. (Foto: AP)



Paolo Di Canio har tidligere stået i spidsen for Swindon, som han førte op i League Two.

På trods af hans begrænsede manager-erfaring, er Sunderlands amerikanske bestyrelsesformand Ellis Short sikker på, at man har fundet manden, der kan forhindre, at Sunderland rykker ned.

- Vores fokus ligger udelukkende på de næste syv kampe, der skal sikre os nok point til at vi bliver oppe. Jeg tror chancen for det er steget betydeligt, nu hvor Paolo er i blandt, siger Ellis Short.

 

Paolo Di Canio jubler efter et mål til Swindon, hvor han var træner. (Foto: AP)



Paolo Di Canio spillede i sin aktive karriere for adskillige italienske topklubber, blandt andet Juventus, Milan og Napoli, inden han i 1996 rykkede til de britiske øer.

Her spillede han først for skotske Celtic, og siden for klubber som West Ham og Charlton.

Paolo Di Canio sidder første gang på bænken, når Sunderland næste torsdag møder Chelsea på udebane.

1 af 2 David Miliband forlader bestyrelsen i Sunderland, fordi Paolo Di Canio har rost den italienske diktator Benito Mussolini. I dette foto fra 2005 strækker Di Canio armen i vejret i en klassisk fascist-hilsen. (Foto: AP)
2 af 2 Den kontroversielle italiener Paolo Di Canio bliver ny træner i Premier League-klubben Sunderland. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere