Laudrup: Fokus, drenge!

Den danske Swansea-manager sætter sig nyt mål - går efter 8. pladsen i Premier League

Der var lufttur til Michael Laudrup efter Capital One Cup-triumfen, men det er hverdag igen i Swansea, hvor Laudrup kræver koncentration om de sidste opgaver i Premier League. (Foto: PA/Nick Potts)
Der var lufttur til Michael Laudrup efter Capital One Cup-triumfen, men det er hverdag igen i Swansea, hvor Laudrup kræver koncentration om de sidste opgaver i Premier League. (Foto: PA/Nick Potts)

Der er en pokal i skabet, europæisk fodbold venter ude i horisonten, og næste sæsons Premier League-billet er sikret.

Swansea kunne i princippet holde fyraften nu, men Michael Laudrup kræver fokus af sit hold. Der er stadig ti kampe, der skal spilles, og den danske Swansea-manager vil ikke tolerere, at hans spillere stempler ud allerede nu.

- Der er næppe tvivl om, at vi vil tabe nogle kampe på vejen, og jeg kan acceptere et nederlag. Hvad jeg ikke kan acceptere er en præstation som den, vi havde i Liverpool, siger Michael Laudrup med henvisningen til blamagen på Anfield tilbage i februar.

Der blev waliserne klædt fuldstændig af og var heldige med 'kun' at tabe 5-0.

Godt nok havde Laudrup et øje på den forestående Liga Cup-finale og stillede med et reservespækket hold mod Liverpool, men det undskylder langtfra præstation mod Daniel Agger & co.

Læs mere:

Se også: Swansea-stjerne forlænger med Laudrup

Øretæven står som en blinkende advarselslampe, og Michael Laudrup tror da heller ikke, at hans hold går ned på den måde igen.

- Jeg kan ikke udelukke, at der kommer kampe, hvor vi ikke spiller godt. Men taber vi, vil det ikke være, fordi vi slapper af eller føler, at vi allerede er der.

- Jeg tror, at spillerne vil forblive fokuserede. Den farlige kamp for os var mod Newcastle umiddelbart efter Wembley, siger Michael Laudrup til South Wales Evening Post

Sidste weekends kamp mod Newcastle blev vundet 1-0 på en sen scoring af indskiftede Luke Moore. De tre point sendte Swansea helt op på ottendepladsen, og målet for Laudrup er at fastholde den placering.

Foran sig har Swansea de to Manchester-klubber, Tottenham, Chelsea, Arsenal, Everton og Liverpool. Syv klubber, der er i en liga for sig.

Derfor opererer Laudrup med to tabeller: Den officielle Premier League-tabel og så den, der er renset for de syv store.

Læs mere:

Se også: Historiker: Laudrups Swansea bedst nogensinde

- I den anden liga fører vi tabellen i øjeblikket. Jeg synes, at det er en god ambition for os at forsøge at slutte som nummer otte.

- Men bare det at slås med om en plads i top 10 er stort for et hold som os, siger Michael Laudrup, der har haft den noget nær optimale sæson.

- For en klub som os er en ottende- eller niendeplads det maksimale, vi kan håbe på. For os vil det være som at vinde mesterskabet. Se holdene over os.

- Hvis et andet hold skal slutte i denne gruppe, skal de ha' en fantastisk sæson, og et af de gode hold skal ha' en meget dårlig sæson, siger Michael Laudrup og maner til besindighed.

Læs også:

Se også: Swansea jubler: Laudrup forlænger

For selv om Swansea har imponeret stort i denne sæson, er det stadig en lille klub efter Premier League-målestok, og waliserne kan ifølge Laudrup ikke bare forvente at spille med i midten af rækken:

- Normalt tager det flere år at blive en mellemklub i Premier League, og vi har kun været her i 19 måneder, siger Swansea-manageren, der i eftermiddag kan se frem til et vaskeægte topopgør i 'Laudrup-ligaen'. Nummer et mod nummer to.

- De (West Bromwich Albion, red.) har talent, og de har fart – specielt Lukaku. De er meget stærke i deres kontrafase. Med to eller tre afleveringer kan de komme fra deres straffesparksfelt til vores, siger Michael Laudrup.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere