Efter finale-triumf: Laudrup forgyldes

12 millioner: Swansea giver deres danske manager lønforhøjelse

Laudrup er bogstaveligt talt flyvende i Swansea (Foto: PA)
Laudrup er bogstaveligt talt flyvende i Swansea (Foto: PA)

Glæden var ikke til at tage fejl af, da Michael Laudrup i aftes kunne fejre sin hidtil største triumf som manager med ydmygelsen af Bradford på Wembley. Men i den nærmeste fremtid bliver der meget mere at juble over for det danske fodboldikon, når han får forelagt en kontraktforlængelse med væsentligt større cifre på, end der er nedfældet i Laudrups nuværende aftale med Swansea.

Enhver detalje i den nye aftale er færdigforhandlet, og kontrakten mangler således kun Michael Laudrups underskrift, før han kan notere sig en betragtelig lønforhøjelse i det walisiske.

Ny frikøbsklausul

Den danske managers grundløn kommer ifølge Ekstra Bladets oplysninger til at stige fra syv til 12 mio. kroner – om året – når han forlænger sin aftale, der kommer til at løbe til sommeren 2015.

Ydermere vil Michael Laudrup – i lighed med sin forgænger i Swansea-sædet, den nuværende Liverpool-manager Brendan Rodgers – få udbetalt en mio. pund, næsten 10 mio. kroner, når Swansea, som alt tyder på i skrivende stund, redder livet i Premier League.

Læs også:

Se også: Tudefjæs blev pokalfighter

Skulle enkelte klubber rundt omkring i Europa få den tanke, at de gerne vil hente succesmanager Michael Laudrup, kommer de i givet fald til at grave dybt i pengetanken for overhovedet at få muligheden for at tilknytte danskeren.

Således lyder hans frikøbsklausul i den nye og forbedrede Swansea-kontrakt på fem mio. pund, svarende til næsten 50 mio. danske kroner, men det er såmænd lige før, eventuelt interesserede klubber kan spare sig besværet med overhovedet at kontakte Laudrup for at høre om hans interesse.

Glad for at være der
Det er blot en lille måneds tid siden, Michael Laudrup her i Ekstra Bladet slog fast, at han har det fantastisk i den walisiske klub, og at han derfor ikke ser nogen som helst grund til at forlade sit spændende projekt i Wales.

- Jeg har været længe nok i fodboldverdenen til at vide, at ingen kan udstede 100 procent garantier på noget som helst, af den simple grund at tingene hele tiden kan ændre sig. Og nogle gange rigtig hurtigt.

Læs også:

Se også: Kommentar: Brutale Laudrup

- Men jeg har stadig et år tilbage af min Swansea-kontrakt efter denne sæson, vi har et spændende hold, der skal bygges videre på i den kommende sæson, og jeg er glad for at være her, så hvorfor skulle jeg tage af sted, spurgte Michael Laudrup retorisk ved den lejlighed.

Læs meget mere om Michael Laudrup og Swanseas pokaltriumf i Ekstra Bladet mandag

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere