Er han Alex Fergusons afløser?

Evertons manager David Moyes er favorit til at overtage Sir Alex' trone

David Moyes er bookmakernes favorit som ny Manchester United-manager. (Polfoto)
David Moyes er bookmakernes favorit som ny Manchester United-manager. (Polfoto)

Rygterne om, at Alex Ferguson er i gang med sin sidste sæson i spidsen for Manchester United, er eksploderet over natten i de engelske medier.

Den 71-årige levende legende skal opereres i hoften til august, blot to uger før næste sæson sparkes i gang, og dermed kommer han til at misse starten af Manchester Uniteds titelforsvar.

Det kan være grunden til, at han - måske/måske ikke - vælger at trække stikket på søndag, hvor Manchester United spiller deres sidste hjemmekamp i denne sæson og samtidig får overrakt mesterskabstrofæet for tyvende gang i klubbens historie og trettende gang i Sir Alex's ditto.

De fodspor, som hans efterfølger skal træde i, bliver derfor uhyggeligt store - men der er en favorit. Og det er en overraskende en af slagsen, for han har endnu sin første titel til gode. Han hedder David Moyes.

Se også: TV: Her er smilet, der får Fergusons pis i kog

Evertons manager har muligvis ikke vundet noget som helst andet end fodboldkampe i sine 11 år i Liverpool-klubben, men Alex Fergusons landsmand har formået at gøre Everton til en nogenlunde stabil klub i den øverste halvdel af Premier League, og er flere gange sluttet i top seks. Det hele skabt på et stort set ikke eksisterende transferbudget - og altid med ro omkring sin person og spillertruppen.

Moyes' kontrakt med Everton udløber til sommer, og han har hidtil afvist at forlænge med klubben med udsagnet 'jeg vil først tale om min fremtid efter sæsonen'.

Se også: Ferguson skal opereres - sæsonstart i fare

Odds på en rolle i Manchester United til David Moyes blev sat i bund forleden hos de engelske bookmakere, da der pludselig blev spillet store summer på Moyes som næste Manchester United-manager. Planen skulle være, at Moyes skulle arbejde under Ferguson i en sæson, inden han selv skulle overtage roret.

En anden mulig afløser er Dortmund-træner Jürgen Klopp.

Tyskeren har imponeret med sit arbejde i først Mainz og siden Dortmund, som han har gjort til dobbelte tyske mestre, pokalvindere og nu også Champions League-finalister.

Klopp er stor tilhænger af offensiv og teknisk fodbold, ligesom han lægger stor vægt på talentarbejdet og ikke er bange for at give unge spillere chancen, hvis han tror på dem - og det gør han ofte.

Se også: Insider-rygte: United køber Bale

At Klopp kun er 45 år er et ekstra plus i bogen, da Manchester United er på udkig efter en manager, der kan blive i længere tid og ikke bare to til fire år - klubben ønsker at bevare den stabilitet, der har været under Fergusons.

Det har givet Klopp en stor stjerne i Manchester United i almindelighed og hos Alex Ferguson i særdeleshed.

Det er i engelske medier mere eller mindre sikkert, at Alex Fergusons arvtager skal findes mellem disse to kandidater.

Se også: Bombe: Sir Alex tæt på United-stop

Hvis Alex Ferguson virkelig træder tilbage efter denne sæson, så vil det blive et enormt hul, han efterlader sig i Manchester United. Tomrummet bliver svært at udfylde, for Ferguson er meget mere end en træner hos de engelske mestre.

Han er af utallige spillere blevet hyldet som deres 'reserve-far', hvis dør altid er åben - ligegyldigt om man kommer til ham med små eller store problemer, sportslige eller private. Men han er også den strenge læremester, hvis tæer man kun får lov til at træde over én gang.

Ferguson har altid sat klubben over den enkelte spiller, og det har bl.a. David Bechkam, Jaap Stam, Ruud van Nistelrooy og Roy Keane fået at mærke. Alle stjernespillere, der trådte ved siden af.

Se også: Ferguson: De forhindrede os i at få Bale

Dertil kommer hans evner som fodboldtræner og evne til at holde hele sin spillertrup tilfreds. Evnerne her er også uomtvistelige, og den 71-årige skotte har i sin managerkarriere hentet intet mindre end 49 trofæer.

På den engelske avis Daily Telegraphs netversion kan man i øvrigt finde Michael Laudrup på listen over mulige afløsere - dog til odds 40/1.

Se listen over mulige afløsere og deres odds her







FAKTA: FERGUSONS 49 TROFÆER

ST MIRREN
Skotske første division (1): 1976-77.

ABERDEEN
Skotsk mester (3): 1979-80, 1983-84, 1984-85.

Skotsk pokalvinder (4): 1981-82, 1982-83, 1983-84, 1985-86.

Skotske Liga Cup (1): 1985-86.

Pokalvindernes Europa Cup (1): 1982-83.

Europæiske Super Cup (1): 1983.

MANCHESTER UNITED
Engelsk mester (13): 1992-93, 1993-94, 1995-96, 1996-97, 1998-99, 1999-2000, 2000-01, 2002-03, 2006-07, 2007-08, 2008-09, 2010-11, 2012-13.

FA Cup (5): 1989-90, 1993-94, 1995-96, 1998-99, 2003-04.

Engelske Liga Cup (4): 1991-92, 2005-06, 2008-09, 2009-10.

Charity/Community Shield (10): 1990 (shared), 1993, 1994, 1996, 1997, 2003, 2007, 2008, 2010, 2011.

Champions League (2): 1998-99, 2007-08.

Pokalvindernes Europa Cup (1): 1990-91.

Europæiske Super Cup (1): 1991.

Intercontinental Cup (1): 1999.

FIFA Club World Cup (1): 2008.

1 af 2 Dortmund-bossen Jürgen Klopp er den ene af to favoritter til at tage over fra Alex Ferguson i Manchester United. (Foto: DPA)
2 af 2 David Moyes er bookmakernes favorit som ny Manchester United-manager. (Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer