'City fortjener mesterskabet'

Det vil give mest mening, hvis Manchester City render med det engelske mesterskab. Men United har det bedste slutprogram, vurderer Morten Bruun

City-stjernerne har i flere kampe leveret strålende spil og klare sejre. Det har United ikke, mener Morten Bruun. (Foto: AP)
City-stjernerne har i flere kampe leveret strålende spil og klare sejre. Det har United ikke, mener Morten Bruun. (Foto: AP)

Spændingen er i den grad intakt i toppen af Premier League med tre runder igen.

Besejrer Manchester City de forsvarende mestre fra United om en uge, så er de to hold á point med hver to kampe. Og spørger man den tidligere europamester og nuværende iagttager af engels fodbold, Morten Bruun, så er der ingen tvivl om, i hvilke sko han helst vil være.

- City har det sværeste slutprogram i kraft af udekampen mod Newcastle. Og så kan QPR i den sidste have rigtig meget at spille for i bunden af rækken. Men er de omvendt fri af nedrykning, så er det en helt anden kamp. Et hold der har ligget og kæmpet længe for at overleve vil typisk have en reaktion, hvis det pludselig klarer frisag.

- Uniteds slutprogram er meget bekvemt mod to hold, der har det hele afklaret (Swansea og Sunderland, red.). De er mentalt gået på sommerferie, og det kan du også se på de resultater, de leverer for tiden. Det er ikke prangende, siger Morten Bruun, der dækker engelsk og spansk fodbold for 6'eren.

Det er kaffesnak
Hvor de forsvarende mestre fra United har prøvet det et hav af gange, så er det første gang, at Manchester City står i en tilspidset afslutning på en sæson, hvor resultatet kan være et mesterskab.

Se også: TV: Otte mål i United-fadæse

Det tillægger Bruun dog ingen værdi overhovedet.

- Det mener jeg ikke har nogen betydning. Det er dybest set noget sludder. For hvad så vi i går mod Everton på Old Trafford? Det var ikke til at se på United, at de har prøvet det før og at det var spillere på et højt niveau, der har vundet mange mesterskaber, siger han.

- Samtidig har City folk som Yaya Touré, Gaël Clichy og Joe Hart for at nævne et par stykker, der alle har stået i mange store kampe i karrieren. Det er kaffesnak at sige, at den erfaring kan blive afgørende, siger han.

Se også: Mancini: Nu kan vi blive mestre

United begik en reel brøler søndag ved at spille 4-4 mod Everton, hvor man førte både 3-1 og 4-2, inden forsvaret med Jonny Evans og Rio Ferdinand tog sig en blunder og tillod Nikica Jelavic og Steven Pienaar at score to gange på tre minutter i slutfasen.

- Det overraskede mig meget, hvad der skete mod Everton. Især fordi forsvaret igennem en længere periode har virket meget stabilt, siger han.

City er mere spektakulær
- Det er ingen hemmelighed, at jeg holder med United. Men objektivt vurderet vil jeg være lidt ked af det, hvis de vinder mesterskabet. For City har spillet bedre. United var fantastisk i begyndelsen af sæsonen og spillede som en drøm den første måned. Men de har aldrig siden fundet momentum. De vinder mere på soliditet end noget andet.

- De burde egentlig ikke have været i stand til at vinde, og det er dybt problematisk for Chelsea og Arsenal, at de slutter så langt efter. For det har været et United-hold på pumperne. Til gengæld synes jeg, at City har spillet mere spektakulært. Der har været mange rigtig gode kampe, hvor de har været klasser bedre end modstanderne. Det har man ikke på samme måde set fra Uniteds side. Og den form og det spil som folk som Agüero, Silva og Tévez har været i...De har mere at byde ind med en Uniteds folk.

Se også: Shaky City klar til guldkamp mod United

- Jeg var meget forundret, da United pludselig var otte point foran City. Omvendt kan det nu også vise sig at være Citys fordel, for de må have momentum. Og det kan bruges på mandag. Der er pres på begge hold, men det er positivt for Mancinis tropper. De havde jo resigneret og pludselig står der med chancen igen. De sidste par kampe har også vist et mere frigjort City-mandskab, hvor de har tænkt: 'Okay, vi vinder ikke mesterskabet. Æv. Men nu er chancen der lige pludselig igen".

- Jeg håber for Premier Leagues skyld, at City render med titlen, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere