Kæmpe dommer-kiks: Her bliver Tottenham snydt

Kæmpedrama og tyveri, da Chelsea spillede sig i FA Cup-finalen med sejr over Tottenham

Billedvinklen er ikke perfekt, men det er dog svært at se, at bolden skulle være over stregen. (Foto: PA)
Billedvinklen er ikke perfekt, men det er dog svært at se, at bolden skulle være over stregen. (Foto: PA)

Chelsea er klar til FA Cup-finalen mod Liverpool efter en 5-1 sejr over Tottenham.

Men bag de tilsyneladende sikre cifre gemmer sig en helt anden historie. For Tottenham blev udsat for et kæmpe tyveri, da Matas ikke-scoring til 2-0 blev godkendt af dommer Martin Atkinson kort inde i 2. halvleg.

Matas afslutning nåede aldrig over mållinjen, hvor Matas holdkammerat John Terry og Tottenhams Ledley King i fællesskab stoppede den. Men selv om Atkinsons linjevogter ikke kunne se noget for vrimlen af spillere, godkendte dommeren målet til stor frustration for Tottenham-spillerne.

Se også: Liverpool klar til finalen

Målet til 2-0 afgjorde reelt kampen, da Tottenham efter pausen havde svært ved at spille sig til så åbne chancer, som tilfældet var i 1. halvleg.

Her havde blandt andre Emmanuel Adebayor flere gode muligheder, men Petr Cech tog flot fra i Chelsea-målet. Aaron Lennon, Van der Vaart og Adebayor var konstant farlige, men fik ikke udnyttet de mange chancer, som det godt pressende Tottenham-hold tilspillede sig.

Og ikke helt fortjent kom Chelsea foran få minutter før pausen, da Didier Drogba viste, at han stadig er en verdensklasse-angriber. Drogba var eneste Chelsea-spiller i nærheden af Tottenhams straffesparksfelt, da han modtog en bold omgivet af flere Tottenham-forsvarere. Men få sekunder efter havde han alligevel bragt Chelsea på 1-0 med et dommedagshug, der strøg ind i nærmeste målhjørne.

Og i 2. halvleg startede dramatikken så for alvor. Først med ikke-målet, der blev godkendt, og fem minutter senere var heldet igen med Chelsea.

Se også: Agger jubler over FA Cup-triumf

Chelsea startede halvlegen klart bedst, men Adebayor var pludselig helt alene igennem, da Chelseas forsvarer David Luiz blev skadet i en løbeduel. Adebayor blev fældet af Petr Cech, men til målmandens kæmpestore held røg bolden hen til Gareth Bale, der reducerede i tomt mål.

Dermed slap Chelsea for at der blev fløjtet straffespark og Martin Atkinson slap for rødt kort.

Målet gav kortvarigt Tottenham ny luft, men Ramires lukkede kampen med et kvarter igen, da han scorede til 3-1 med et kvarter tilbage.

Og så gik Tottenhams spil helt i stykker. Frank Lampard bragede på bedste Ronaldo-vis et frispark ind til 4-1, og Malouda scorede i overtiden til 5-1.

Før det skulle Chelseas Mikel dog have haft rødt kort for en hævnakt mod Scott Parker.

Men symptomatisk for kampens dommerpræstation fik han det ikke . Og Chelsea er - efter en fantastisk 2. halvleg - klar til FA Cup-finalen mod Liverpool.

Formsvage Tottenham må derimod tage en lussing med tilbage til Premier League.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere