Argentinsk drømmeduo målamok i City-storsejr

Carlos Tevez og Sergio 'Kun' Agüero storspillede i Manchester Citys 6-1-sejr på udebane over Norwich. Tevez høvlede hattrick i kassen

Tevez har nu scoret fire kasser i sine fire kampe siden comebacket (Foto: PA)
Tevez har nu scoret fire kasser i sine fire kampe siden comebacket (Foto: PA)

Er der to spillere, der svinger sammen i angrebet, så må det være Manchester Citys argentinske angrebsduo, som i dag gjorde det onde hele fem gange mod Norwichs forsvar.

Carlos Tevez og Sergio Agüero er nu startet sammen inde i tre Premier League-kampe, og der har de to finurlige angribere til sammen sendt 11 kasser i nettet. En ganske uhyggelig duo, som City måske kan få brug for i den sidste desperate kamp for at vinde det engelske mesterskab.

Se også: Chok-nederlag til United - mesterskabsduellen lever

City-manager Roberto Mancini må være godt tilfreds med, at han har taget Carlos Tevez til nåde igen, for sammen med angrebsmakker Agüero var han om nogen manden bag Citys storsejr på hele 6-1 på udebane mod Norwich.

Tevez begyndte bombardementet før pausen, da han resolut trykkede af på kanten af feltet, bolden brækkede i luften og snød Norwich-keeper John Ruddy.

Argentineren var manden bag assisten til 2-0-scoringen, da han med en fræk hælaflevering lagde bolden af til Agüero, der bragede bolden i kassen til sin 20. scoring i Premier League.

Se også: Han er Mancinis største problem

Norwich fik nyt mod på tilværelsen fem minutter efter pausen, da Andrew Surman reducerede til 2-1, men det skulle vise sig blot at være en stakket frist.

For Citys to argentinere tog fat igen. Tevez sendte endnu to scoringer i kassen og fik et hattrick, Agüero 'nøjedes' med endnu en scoring, og først til sidst i kampen lod de to argentinere holdkammeraterne komme til, da Adam Johnson lukkede kampen totalt med scoringen til 6-1.

Citys enfant terrible Carlos Tevez viste mesterskabsform, City fik lagt fornyet pres på Manchester United i kampen om Premier League-titlen, og Mancini fik set, at han nu har fået endnu en skarp angriber til Citys i forvejen skræmmende offensiv.

Manchester City er inden Uniteds kamp i morgen mod Aston Villa nu kun to point efter lokalrivalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere