United fik dommerhjælp i ny sejr

Manchester United lægger stort pres på rivalerne City efter den ottende sejr i træk - men fik hjælp af forkert dømt straffe og udvisning til QPR

Wayne Rooney scorede sæsonmål nummer 22 i Premier League. (Foto: AP/Jon Super)
Wayne Rooney scorede sæsonmål nummer 22 i Premier League. (Foto: AP/Jon Super)

Manchester United lagde søndag eftermiddag med en både sikker og fortjent 2-0-sejr over nedrykningstruede Queens Park Rangers hjemme på Old Trafford maksimalt pres på mesterskabsrivalerne fra Manchester City, der senere i dag møder Arsenal på udebane i rundens topbrag

De forsvarende mestre er nu otte point foran City, der næppe har råd til at sætte point til mod Arsenal, hvis mesterskabsdrømmen skal holdes i live hos spillere og fans i den lyseblå del af Manchester.

Men mesterskabsfavoritterne skulle have hjælp fra en dommerfadæse for at komme i gang med målscoringen til 1-0-målet, som nok vil blive debatteret de kommende dage - og hos mange fans af rivaliserende klubber øge følelsen af, at United får mere dommerhjælp end gennemsnittet.

Læs også:

Se også: Morten Bruun hylder 'Rio den Store'

United havde masser af boldbesiddelse og stor sikkerhed i pasningsspillet, men som i senere kampe mod West Bromwich, Fulham og Blackburn var det ofte boldbesiddelse for boldbesiddelsens skyld.

Alex Ferusons tropper spillede i lange perioder powerplay omkring QPR-feltet med Paul Scholes og Michael Carrick som dirigenter, men der blev sjældent satset voldsomt. Frekvensen af chancer var forholdsvis lav i forhold til dominansen, og samtidig var ineffektiviteten stor foran mål.

Nærmest fra første minut lagde hjemmeholdet stort tryk på gæsternes mål, men der skulle en dommerfadæse til at sætte hjemmeholdet på måltavlen.

I stedet for en offsidekendelse på Ashley Young, fik United straffespark, da QPR-anfører Shaun Derry skubbede let til Young, der faldt meget let i feltet. Samtidig blev Derry vist ud, og dermed havde gæsterne ikke mange muligheder for at true hjemmeholdet.

Læs også:

Se også: TV: Her får United hjælp til sejren

Wayne Rooney scorede på straffesparket med sit sæsonmål nummer 22, og United fortsatte totaldominansen mod den tidligere United-spiller Mark Hughes' hårdtarbejdende tropper.

Først efter pausen begyndte de store chancer at komme til det tålmodige hjemmehold. Men Danny Welbeck var uskarp i mange aktioner både foran mål og med bolden, mens Rafael brændte en kæmpechance alene med målmand Paddy Kenny, der fik pareret bolden på overliggeren.

Midtvejs lykkedes det dog endelig for United at få skabt en mere komfortabel afstand til QPR, da Paul Scholes med et skarpt spark fra 20 meter bragte United på 2-0 med sin tredje scoring siden comebacket i januar.

Michael Carrick hamrede bolden på indersiden af stolpen med et bragende langskud med 13 minutter tilbage, men hjemmeholdet syntes tilfredse med at køre en sikker sejr hjem - i øvrigt den ottende sejr i træk og den 11. sejr i de seneste 12 kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere