Balotelli kan være færdig i City-trøjen

Manager Roberto Mancini er ved at have fået nok af Mario Balotellis tossestreger og overvejer at sælge ham

Mario Balotelli blev søndag vist ud efter en række grove frispark. Nu får han med grovfilen af manager Mancini. (Foto: AP)
Mario Balotelli blev søndag vist ud efter en række grove frispark. Nu får han med grovfilen af manager Mancini. (Foto: AP)

Det kan meget vel være, at Mario Balotelli har spillet sin sidste kamp for Manchester City.

Den italienske angriber og ballademager fik endnu engang rødt kort, da klubben tabte 0-1 til Arsenal søndag aften, efter at han pådrog sig to gule kort.

Og nu er manager Roberto Mancini ved at være godt og grundigt træt af Balotelli, som ud over karantænen også får en tænkepause væk fra fodbolden.

- Min tålmodighed slutter her. Vi har seks kampe tilbage, og han kommer ikke til at spille.

- Jeg kunne fortsætte med at bruge Mario på banen. Hver gang risikerer vi, at han bliver smidt ud, som han gjorde det i dag. Men han kan også score i sidste minut, siger Mancini til Sky Sports.

Manageren vil ikke afvise, at Balotelli bliver solgt i sommerpausen. Han er træt af hele tiden at skulle forsvare sin angriber og landsmand.

- Mario er en god fyr, men hvis han ikke ændrer sig, kan hans talent gå tabt. Hvis han ikke forstår det efter to år, så er der ikke mere, jeg kan gøre.

- Jeg håber, at han forbedrer sig, og at han forstår, at han ikke kan fortsætte sådan her. Jeg er ked af det på hans vegne, siger Mancini.

Mario Balotelli har fået fire røde kort i sine knap to sæsoner i Manchester City. Han er også blevet idømt fire dages karantæne, efter at tv-billeder viste, hvordan han trådte Tottenhams Scott Parker i hovedet under en Premier League-kamp.

Desuden har han skabt masser af negative overskrifter uden for banen efter at have smadret sin bil, fyret fyrværkeri af fra sit badeværelse og dukket uanmeldt op til en pressekonference hos sin tidligere klub Inter.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere