Mancini utilfreds med Balotellis to mål

Der var endnu en gang problemer med Mario Balotellis opførsel, da Manchester City skuffede mod Sunderland

Manchester City-manager Roberto Mancini blev efter et skuffende 3-3-resultat mod Sunderland med Nicklas Bendtner som målscorer endnu en gang nødt til at forholde sig til problembarnet Mario Balotelli.

For selv om den store italiener scorede to af Citys mål, overskyggede hans dårlige opførsel det indtryk, hans manager stod tilbage med efter kampen.

- Jeg havde kun Carlos Tévez på bænken, men jeg overvejede meget seriøst at tage Mario ud allerede efter fem minutter, siger Mancini.

I løbet af kampen var Mario Balotelli først uenig med nogle kamp-officials, hvorefter hans frustrationer blev rettet mod flere modstandere, og til sidst rasede han mod holdkammeraten Aleksandar Kolarov, da de begge ville tage et frispark.

- Han (Balotelli, red.) og Edin Dzeko skal score to eller tre mål.

- Han spillede ikke godt, og i en kamp som denne har man brug for, at ens angribere gør en forskel og forsøger nogle ting - ikke bare at de leverer i de sidste fem minutter, siger manageren med henvisning til holdets to sene scoringer.

Sunderland og Nicklas Bendtner, der scorede holdets andet mål i slutningen af første halvleg, førte nemlig med 3-1, da der manglede fem minutter af kampen på Etihad Stadium i Manchester.

Men så eksploderede kampen i slutminutterne, hvor først Balotelli bragede bolden i mål til 2-3, hvorefter Aleksandar Kolarov udlignede på endnu et langskud.

Resultatet får for alvor Manchester City til at vakle i topstriden i Premier League. Mandag har Manchester United nu muligheden for at øge afstanden til City til fem point.

Roberto Mancini har imidlertid andre problemer end Mario Balotellis opførsel at slås med.

I lørdagens kamp måtte han undvære topangriberen Sergio Agüero, der tilsyneladende var ukampdygtig grundet en allergisk reaktion på en spray, han har sprøjtet på sin ankel.

- Hvis vi havde haft Agüero, ville vi have vundet i dag. Det er 100 procent sikkert, siger manageren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere