Styrtdyk: Så meget er Bendtners værdi faldet

Arsenal klar til at lade Nicklas Bendtner smutte for bare 30 millioner

Ikke dyrere end Bjelland (Foto: PA)
Ikke dyrere end Bjelland (Foto: PA)

Arsene Wenger havde håbet på, at genforeningen mellem Steve Bruce og Nicklas Bendtner i Sunderland ville vække topscorer-potentialet i den danske angriber og efterlade Arsenal med en attraktiv handelsvare denne sommer.

Planen er slået fejl.

Et halvår med tre Premier League-mål og fire sammenstød med lovens lange arm har fået Bendtners pris til at falde hurtigere end en liter mælk efter sidste salgsdato.

For ni måneder siden vurderede Nicklas’ agent og far, Thomas, at en realistisk salgspris på sønnike lå omkring 100 mio. kr.

Se også: Agent-far: Det skal Bendtner koste

Bare ikke god nok
I dag er Arsenal klar til at lytte til ethvert bud i omegnen af 30 mio. kr. meddeler fodboldagenter, der normalt har et fortroligt forhold til klubben, til Ekstra Bladet. Dermed ligger handelsværdien på Nicklas Bendtner ikke meget højere end den pris, som FC Nordsjælland får for Andreas Bjelland til sommer.

– Bendtner er speciel set med danske øjne, men han er ordinær i Premier League. Hans førsteberøring lader meget tilbage at ønske, og så scorer han bare ikke mål nok, selv om hans selvtillid flere gange har fået ham til at melde stort ud om 20 Premier League-mål, siger en dansk FIFA-agent til Ekstra Bladet uden at ville lægge navn til.

Fodboldagenter har nemlig et indbyrdes kodeks om ikke at kommentere andre spillere end deres egne.

Et svimlende værditab på en spiller, der fuldstændig sparker bunden ud af et generelt faldende transfermarked. En nedtur, der forstærkes yderligere af, at Nicklas Bendtner under sin bedste periode i Arsenal for to år siden blev anset for at være en angriber i 150 mio. kr. kategorien.

Årslønnen et problem

Arsene Wenger ser ikke en fremtid for danskeren i klubben, efter Bendtner smækkede med døren i sommer, da han blev lejet ud til Sunderland

Se også: Bendtner: Vil aldrig tilbage <b>Bendtner: Vil aldrig tilbage</b>

Problemet for Arsenal er, at Nicklas Bendtner med en årsløn på den anden side af 20 mio. kr. er meget højt lønnet. Derfor ved Gunners, at de bliver nødt til at sænke prisen på danskeren for at få købere på banen.

Sunderland-manager Martin O’Neill har endnu ikke taget stilling til, om han gerne vil holde på Nicklas Bendtner. Men hans forgænger, Steve Bruce, lagde ikke skjul på, at økonomien omkring Nicklas Bendtner gjorde det usandsynligt, at aftalen på Stadium of Light blev gjort permanent.

Og lykkes det ikke at gøre aftalen i Sunderland permanent, så taler sandsynligheden for, at Nicklas Bendtner må finde sig en klub uden for England.

– Vi er slet ikke begyndt at tænke på, hvad der skal ske efter sommerferien, siger Thomas Bendtner til Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer