Rasende Liverpool-chefer: Suarez løj for os

Liverpools topboss rødglødende af raseri, da Suarez ikke gav hånd til Evra: Han løj for os, fastslår topchefen, der har banket spilleren grundigt på plads

Liverpool gør nu alt for at lukke kritikken af klubben, manageren og Luis Suarez, efter angriberen fra Uruguay i går nægtede at give hånd til Patrice Evra.

To klokkeklare undskyldninger på klubbens hjemmeside fra manager Kenny Dalglish og Suarez suppleres af en meddelelse fra klubbens direktør Ian Ayre, der gør det klart, at Luis Suarez gik langt over stregen inden opgøret mod Manchester United.

Før kampen gik Suarez forbi Patrice Evra uden at trykke hans hånd, hvilket fik Evra til at forsøge at tage fat i Suarez' arm. (Se tv-billederne af episoden herover)

Det var i direkte modstrid med den besked, Suarez havde givet Liverpool-ledelsen tidligere på ugen, da Suarez forklarede, at han ville give hånd til alle United-spillerne for at lægge låg på sagen, hvor Suarez blev idømt otte spilledages karantæne for racistiske kommentarer til Evra.

Se også: Ærlig Suárez: Undskyld!

På Liverpools hjemmeside siger Suarez undskyld for sin (manglende) handling, ligesom manager Dalglish undskylder kommentarer efter kampen, hvor han beskyldte medierne for at være årsag til balladen.

I sin meddelelse gør en rasnede direktør Ayre det klart, at Suarez opførte sig dybt forkasteligt:

- Vi er ekstremt skuffede over, at Luis Suarez ikke gav hånd til Patrice Evra. Spilleren havde forinden sagt til os at han ville give hånd, men valgte ikke at gøre det.

- Det var forkert af ham at fejlinformere os og det var forkert ikke at give hånd til Evra. Det er blevet gjort helt klart for Luis Suarez, at hans opførsel var uacceptabel, lyder det fra Ian Ayre, som altså indirekte afviser de Liverpool-fans, som antydede, at Evra fremprovokerede det manglende håndtryk.

- Han har ikke kun svigtet sig selv, men også manager Kenny Dalglish, sine holdkammerater og klubben.

Se også: Liverpool-fans: Evra nægtede håndtrykket

Luis Suarez har som nævnt sagt undskyld, men Ayre antyder, at det ikke er nok, hvis der skulle blive en næste gang:

- Vi har alle et ansvar for at opføre os ansvarligt, og vi håber, at han nu forstår, hvad der forventes af alle som repræsenterer Liverpool.

Manchester Uniteds manager Alex Ferguson kaldte efter kampen Luis Suarez en 'skændsel' og gav udtryk for, at angriberen aldrig burde spille for Liverpool igen.

Se også: Sir Alex: Suarez er en skændsel for fodbolden

Kenny Dalglish udtrykker i sin undskyldning også skuffelse over Suarez:

- For at være helt ærlig var jeg chokeret over, at spilleren ikke gav hånd efter jeg tidligere på ugen havde fået at vide, at han ville gøre det.

0 kommentarer
Vis kommentarer