Tungt fald koster lang pause

Aston Villas Richard Dunne faldt uheldigt ned efter duel med Joe Hart

Richard Dunne blev liggende længe på banen efter sit sammenstød med Manchester City-målmand Joe Hart. (Foto: AP/Jon Super)
Richard Dunne blev liggende længe på banen efter sit sammenstød med Manchester City-målmand Joe Hart. (Foto: AP/Jon Super)

Det var et tungt fald, da store Richard Dunne søndag faldt til jorden fra små to meters højde efter en hovedstødsduel med målmand Joe Hart i Aston Villas 0-1-hjemmenederlag til Manchester City i den engelske Premier League i fodbold.

Det så alvorligt ud, og det var det også. Richard Dunne kommer nemlig ikke på banen i op mod to måneder, da han brækkede sit højre kraveben ved faldet, hvor han ramte direkte ned på højre skulder.

Dunne opereres i dag, og ifølge Aston Villas hjemmeside 'forventes det, at han er ude i op mod otte uger.

Aston Villa ligger på 15. pladsen i Premier League, syv point over nedrykningsstregen, og har blot vundet en af de seneste seks kampe.

Dunnes skade skulle ikke forhindre ham i at deltage ved EM i fodbold for Irland.

0 kommentarer
Vis kommentarer