Helvede venter Liverpool-stjerne

75.000 tilskuere på Old Trafford har ikke glemt, at Liverpool-spilleren kaldte Evra 'negro'

Duellen: Patrice Evra og Luis Suarez havde mange tvekampe, og det var efter en af dem, at der blev talt med store og ifølge disciplinærkomiteen racistiske bogstaver. (Foto: AP)
Duellen: Patrice Evra og Luis Suarez havde mange tvekampe, og det var efter en af dem, at der blev talt med store og ifølge disciplinærkomiteen racistiske bogstaver. (Foto: AP)

Drømmenes Teater vil for en stund gerne omdøbes til Mareridtets Fødestue, når engelsk fodbolds største kamp fløjtes op her i eftermiddag.

Manchester United-Liverpool ... Det findes bare ikke større på den anden side af Nordsøen.

Og tilhængerne af De røde Djævle er parat til at gøre helvedet hedt for lokalrivalerne fra Merseyside i et brag, der vel kun kunne blive større, hvis det havde været en direkte duel om mesterskabet.

Se også: Evra - en hadet mand

En kamp hvor alle nerveender er blottet ... og mere end almindeligt følsomme denne gang efter den kontroversielle episode, der kom til at stjæle al opmærksomheden efter klubbernes første møde i Liverpool.

Otte kampes karantæne kostede det Liverpools driblestærke troldmand Luis Suarez, at han i en ophedet stund slyngede spanske fraser i hovedet på United-kaptajn Patrice Evra, som franskmanden opfattede som racistiske.

Karantænen udløb i mandags, hvor Suarez gjorde comeback som indskifter mod Tottenham, og dermed er der linet op til en hadefuld modtagelse fra Old Trafford, hvor der allerede før kickoff vil være fokus på de små detaljer ... eksempelvis håndtrykket mellem de to.

Modsigelser
Liverpool har gennem hele affæren støttet sin spiller. Og selv om det ikke tegner noget sympatisk billede af Luis Suarez at blive dømt som racist for i syv tilfælde at have kaldt Patrice Evra 'negro', så er det også en sag, der kaster et kritisk lys på fodboldforbundets disciplinærkomite.

Sagen er nemlig beskrevet i et dokument over 115 sider. Det er fyldt med så mange modsigelser, at den står som skrækeksempel på et disciplinær-system, der i 99,5 procent af de sager, der tages op, ender med at uddele karantæner.

Se også: Nu skal de give hånd

Ikke engang de værste diktatur-stater kan prale af et lige så effektivt juridisk system.

Manchester Citys Mario Balotelli opgav for nylig at appellere de fire karantænedage, han fik for at ramme Tottenhams Scott Parker i en situation, der godt kunne udlægges som tilfældig.

Det understreger til fulde, at disciplinærkomiteen bevæger sig langt fra termer som 'uskyldig, indtil det modsatte er bevist'.

Syv tilfælde
Franske Patrice Evra svinede under kampen 15. oktober Luis Suarez til på spansk med ordene 'concha de tu hermana' – 'din søsters fisse'.

Svaret fra Liverpool-spilleren var ifølge Suarez selv: 'Por qué, negro?'.

Se også: Sir Alex trygler publikum om god opførsel

Et udtryk, som i Rio de la Plata-området, som Luis Suarez stammer fra, ifølge sprogeksperter oversættes med 'hvorfor, min ven?'.

Men Evra opfattede vendingen racistisk og nævnte det for kampens dommer, Andre Marriner. Siden udbyggede franskmanden anklagerne mod Luis Suarez, så det endte med beskyldninger om at 'negro' var brugt i syv tilfælde.

Video-optagelser fra kampen kan ikke underbygge den påstand, men der er optagelser, der viser Evra reagere skarpt på nogle ord fra Luis Suarez, som får ham til at henvende sig til kampens dommer.

Ifølge Patrice Evras eget udsagn var det sjette gang, at ordet 'negro' faldt inden for mindre end et minut.

Troværdigheden i sagen hænger i høj grad på klub-sympatier. Men bundlinjen er i hvert fald, at Luis Suarez i dag fremstår som en dømt racist.

Og hadet skal han nok få at mærke fra 75.000 på Old Trafford.

0 kommentarer
Vis kommentarer