John Terry først for retten efter EM

Chelsea-anfører John Terry erklærer sig i retten ikke-skyldig i racisme mod Anton Ferdinand fra QPR

Ikke-skyldig.

Det var budskabet fra Chelsea- og England-anfører John Terry, da englænderens racismesag gik i gang ved retten i London onsdag.

Forsvarsspilleren var ikke selv mødt op i retssalen, men via sin advokat, George Carter-Stephenson, har John Terry erklæret sig ikke-skyldig i at have sagt noget racistisk til den mørkhudede Queens Park Rangers Anton Ferdinand under en kamp i oktober.

Se også: Ingen håndtryk inden Chelseas FA Cup-sejr

Terry er blevet slæbt i retten, fordi et videoklip havnede på nettet fra kampen, og her har en person kunnet mundaflæse Terry angiveligt sige noget racistisk til Ferdinand.

'Black cunt' (sorte kusse, red.) ser det ud til, at Terry kunne have sagt til Ferdinand.

Da de to hold mødtes i weekendens FA Cup, besluttede det engelske fodboldforbund, at spillerne ikke skulle give hånd til hinanden inden opgøret, hvilket ellers er normalt at gøre. Ferdinand havde meldt ud, at han under ingen omstændigheder ville give hånd til Terry.

Se også: Dødstrussel får QPR til at skærpe sikkerheden

Chelsea har allerede meldt ud, at klubben står 100 procent bag Terry, der tidligere har udtalt, at han vil gøre alt for at bevise sin uskyld.

Terry har på landsholdet dannet midterforsvar med Manchester Uniteds Rio Ferdinand, storebror til Anton Ferdinand. Derfor er sagen ekstra akavet forud for sommerens EM-slutrunde.

Se også: Racisme-strid lurer før engelske pokalbrag

Retten besluttede, at sagen fortsætter 9. juli, hvilket vil sige efter EM-slutrunden i Polen og Ukraine. Dermed skulle der ikke være forhindringer i vejen for, at Terry kommer med for England.

0 kommentarer
Vis kommentarer