Nicklas Bendtner kan ifølge landstræner Morten Olsen ikke fortsætte i al evighed med at bringe sig selv i problemer.
Landstræneren kræver, at den 23-årige landsholdsangriber bliver klogere.
- Han skal lære af sine fejl. Hvis han ikke gør det, så er det et problem, siger Morten Olsen til sporten.tv2.dk.
I november var Bendtner involveret i en episode med en anden hotelgæst på Hotel Marienlyst i Helsingør i forbindelse med en landsholdssamling. Hotelgæsten anklagede Bendtner for vold.
Og i sidste uge blev angriberen, der på klubplan optræder for Sunderland i det nordøstlige England, arresteret af politiet i en sag om hærværk på nogle biler i Newcastle i begyndelsen af december.
Landstræner Morten Olsen indikerer, at han er ved at være mæt af de mange negative historier om angriberen.
- Det er klart, at alle unge mennesker skal have lov til at afprøve sig selv og have lov til at dumme sig. Men der kommer et punkt, hvor man siger, nu er det nok.
- På et eller andet tidspunkt, så bliver det simpelthen nok. For alle og enhver, siger Morten Olsen.
O'Neill: Intet problem at bruge Bendtner
Bendtners træner Martin O'Neill, der har givet den danske stjerne en skideballe, har trods sidste uges ballade ingen problemer med at udtage den danske landsholdsangriber til Sunderlands kampe i Premier League.
- Jeg har talt med de involverede spillere, og jeg har også talt om disciplin til hele holdet, siger O'Neill til Sunderland Echo.
- Men hvad jeg har sagt og til hvem, det er jeg ikke parat til at sige.
- Når der er tale om en sag med mulige politisigtelser, så har jeg altid haft den holdning, at klubben først skal forholde sig til det, når sagen har gået sin gang.
- Som det forholder sig lige nu, så har jeg ingen problemer med at udtage Lee Cattermole og Nicklas Bendtner til vores kampe, fortæller den nytiltrådte Sunderland-manager.