Det kører på skinner for Stoke, efter at Thomas Sørensen har generobret pladsen som førstemålmand i den engelske klub.
Lørdag vandt holdet for fjerde gang i træk i Premier League, da det blev 2-1 ude over Wolverhampton, og Stoke er på ottendepladsen med 24 point ikke langt fra de øvrige tophold.
Stoke kom ellers bagud i kampen mod Wolverhampton, da Thomas Sørensen blev udplaceret på et straffespark.
Efter pausen kom Sørensen og co. dog flot tilbage, og med 20 minutter tilbage af kampen sørgede angriberen Peter Crouch for sejrsmålet.
Sejren over Wolverhampton kommer i kølvandet på sidste rundes sejr over Tottenham, der har gjort det fantastisk i Premier League i denne sæson. Stoke har ligeledes sikret sig avancement til 1/16-finalerne i Europa League.
Til gengæld fortsætter Newcastle sin negative stime, og holdet har efter en ellers glimrende start på sæsonen nu ikke vundet i de seneste fem kampe.
Lørdag blev det på hjemmebane uafgjort 0-0 mod oprykkerne fra Swansea. Peter Løvenkrands var ikke i truppen for Newcastle.
Newcastle er med 26 point på syvendepladsen placeret lige foran Stoke og Thomas Sørensen.
Fulham, der i onsdags blev sendt ud af Europa League af OB, kom ovenpå igen, da holdet vandt 2-0 hjemme over Bolton.
Clint Dempsey, der også scorede i onsdagens 2-2-kamp mod fynboerne, bragte Fulham på sejrskurs i første halvleg.