Dalglish: En god dag for Liverpool

Kenny Dalglish glæder sig på sine spilleres vegne efter 2-1 triumfen på Stamford Bridge. Chelsea-kollega nede i kulkælderen

Kenny Dalglish havde en herlig dag på Stamford Bridge. (Foto: PA)
Kenny Dalglish havde en herlig dag på Stamford Bridge. (Foto: PA)

Der sker noget med Liverpool, når 'De Røde' spiller i London.

For selv om Kenny Dalglish's tropper 'kun' har vundet seks af sæsonens 12 Premier League-kampe, så er to af dem kommet på et par af de vanskeligste udebaner i engelsk fodbold, Emirates Stadium og Stamfor Bridge.

Søndagens 2-1 sejr over Chelsea, som sender Liverpool op på sjettepladsen i tabellen, var således den tredje udebanetriumf mod Chelsea i de seneste fem besøg hos London-klubben, og manager Kenny Dalglish glæder sig over, at det lykkedes at gentage sidste sæsons sejr.

Liverpool hentede en vigtig sejr på Stamford Bridge. (Foto: PA) Premier League Stor triumf til Agger og Liverpool

- Vi ville have den samme positive tro på tingene som sidste år. Jeg synes, de overgik den og var bedre end sidste år. Det er flot at komme herfra med tre point, roser den stolte skotte sine spillere overfor Sky Sports.

Undervejs så det ellers ud som om, at Liverpool var i gang med at solde en flot første halvleg op.

- I første halvleg scorede vi et mål og spillede virkelig godt. De ændrede nogle ting efter pausen, satte os under pres og udlignede. Men vi holdt fast og til mine spilleres ære, blev de bare ved. Det siger meget om spillernes vilje, at højrebacken scorer sejrmålet på det tidspunkt i kampen, siger han om Glen Johnsons fine sejrsmål, der blev sat ind tre minutter før tid.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, spillerne greb kampen an, deres attitude og engagement. Det var de gamle drenge, der spillede i dag. Siden kom de unge ind og de svigtede heller ikke. Det var en god dag for Liverpool FC, jubler Kenny Dalglish.

Imens er Chelsea-kollega Andre Villas-Boas nede i kulkælderen.

- Det er et slemt slag for os i Premier League. Et slemt slag. I forhold til ligaen er tingene meget vanskelige, siger portugiseren med henvisning til det forspring, som Manchester-klubberne City og United har skabt sig.

- Der er mange point at spille om i november og december. Kalenderen bliver stram og måske kan vi hente nogle ekstra point. Men dette var et skridt mod en endnu vanskeligere situation, konstaterer Villas-Boas, om erkender, at den var helt gal med organisationen på hans hold.