De kom ikke ud ad vinduet

Flere store transfers faldt på plads i aftes, men der var også masser af skuffelser og mislykkede handler

Inter var ikke interesseret i at sælge Wesley Sneijder, da de først havde solgt Samuel Eto'o. (Foto: AP)
Inter var ikke interesseret i at sælge Wesley Sneijder, da de først havde solgt Samuel Eto'o. (Foto: AP)

Wesley Sneijder:
Inters hollandske midtbanestyrmand ville meget gerne til Manchester United, og kærligheden var gensidig. Desværre for Sneijder valgte Inter at sælge Samuel Eto'o til russike FC Anzhi Makhachkala og den italienske storklub ville ikke sælge begge sine store stjerne.

- Jeg troede selv, at jeg var på vej til Manchester United. Inter skulle sælge en spiller, Eto'o eller mig, og der var helt sikkert interesse for mig. Manchester United er en af verdens største klubber, så det havde ikke været en skidt ting, men omvendt er jeg også meget glad for at være i Inter, så det er intet problem for mig, siger den hollandske stjerne.

Luca Modric:
Gennem hele sommeren har Chelsea forfulgt et køb af Tottenhams midtbane elegantier Luca Modric. Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy meldte fra start ud, at Modric ikke var til salg, men alligevel pressede Chelsea på med flere millionbud.

I aftes prøvede de så igen med små 380 millioner kroner, men Daniel Levy afviste blankt og Modric, der ellers gerne ville sælges, må se i øjnene, at han stadig er Tottenhamspiller.

Læs også: Se de største handler

Gary Cahill:
Boltons stærke forsvarsspiller var et stærkt eftertraget herre over sommeren, men det lykkedes hverken for Arsenal, Liverpool eller Tottenham at sikre sig forsvarsklippen.

Tottenham-manager Harry Redknapp erkendte overfor Sky Sports, at man var mere end almindeligt interesseret i at købe Cahill.

- Vi prøvede til det sidste at få Cahill til kubben, men det lykkedes desværre ikke.

Kaka:
Der kørte masser af rygter omkring brasilianske Kaka, der ikke får den store spilletid under Jose Morinho i Real Madrid.

Desværre for Kaka kan han nu se frem til endnu flere timer på den spanske bænk trods flere historier over sommeren, der sendte ham til adskillige engelske topklubber.

Lars Jacobsen:
Den danske landsholdsback render klubløs rundt, og nåede ikke at finde sig en ny arbejdsgiver inden midnat.

Det behøver dog ikke at give ham uendelig meget sved på panden - som klubløs kan han nemlig skrive under på en kontrakt, når det passer ham.