Nu kan Spurs-fans godt begynde at blive nervøse for at miste stjernen på holdet - Gareth Bale.
FC Barcelona har nemlig optrappet deres interesse i den walisiske kantspiller.
Josep Guardiolas seneste skridt var at sende sin chefspejder til London i seneste weekend, hvor Albert Valentine så Tottenham slå Fulham på Craven Cottage.
Hvad FC Barcelona vil ha'
Rygterne i Spanien lyder, at Guardiola nu har besluttet sig for at gå efter Tottenham-favoritten, der ellers så sent som i marts skrev under på en ny kontrakt med Spurs, der holder ham i klubben til 2015 med en ugeløn på den gode side af 650.000 kroner om ugen.
Men hvad FC Barcelona vil ha', det får FC Barcelona som regel. Bare spørg i Arsenal, der mistede Cesc Fabregas efter Barça igennem lang tid havde jagtet Arsenal-anføreren.
Første bud på Gareth Bale kommer til at lyde på lige over 300 millioner kroner, men det er næppe nok til at får Harry Redknapp til at sælge - og så har vi grobunden for en ny krig mellem en London-klub og mægtige FC Barcelona.