Brøndby slog FC Nordsjælland

Mathias Gert fik blev dobbelt målscorer i reserveholdsligaen

Mathias Gehrt fik scoret to gange for Brøndby mod FCN i reserveholdsligaen. (Foto: Lars Poulsen)
Mathias Gehrt fik scoret to gange for Brøndby mod FCN i reserveholdsligaen. (Foto: Lars Poulsen)

BRØNDBY (ekstrabladet.dk) Da Brøndby til eftermiddag spillede mod FC Nordsjælland i reserveholdsligaen, var det med de to nigerianske prøvespillere, Chimezie Mbah og James Okwuosa, på banen.

Midterforsvareren James Okwuosa imponerede allerede inden kampen med sin fysik, den 21-årige nigerianer er nemlig stor som et hus, men spillemæssigt tog hverken Okwuosa eller den 18-årige højreback Mbah nogen med storm, men igennem faldt de heller ikke.

I første halvleg havde store, stærke Okwousa en hovedstødschance efter et hjørnespark, men han headede over mål.

Over mål skød Mathias Gehrt ikke, da han omkring den halve time viste den skarphed, han i dén grad manglede søndag mod OB. Resolut sparkede den unge angriber en nedfaldsbold i kassen til en fortjent Brøndby-føring.

Kort efter misbrugte Jan Kristiansen en friløber, så pausestillingen lød på en 1-0-føring til Brøndby.

I anden halvleg misbrugte Christian Gytkjær to friløbere mod Brøndby-målet, men Mikkel Falkesgaard imponerede i Brøndby-målet og reddede begge forsøg.

Mathias Gehrt slog til endnu engang med små ti minutter tilbage og kort før tid kom Martin Bernburg såmænd også på tavlen, da han scorede til 3-0 på et godt, fladt indlæg fra Thomas Rasmussen.

Brøndbys næste opgave i reserveholdsligaen bliver mod rivalerne fra FCK, hvor det er planen, at de to nigerianere igen får chancen for at imponere Brøndbys sportslige ledelse.