Wayne Rooney danser Zumba

Den engelske fodboldstjerne forklarer sin gode sæsonstart med at han begyndt at danse zumba

Wayne Rooney mener angiveligt, at hans gode sæsonstart skyldes hans Zumba-lektioner. (Foto: AP)
Wayne Rooney mener angiveligt, at hans gode sæsonstart skyldes hans Zumba-lektioner. (Foto: AP)

Wayne Rooney er som tusindvis af andre hoppet på modebølgen og begyndt at supplere fodboldtræningen med motionsformen Zumba, der kombinerer dans med fitnesstræning.

Det skriver avisen The Sun.

Og dansetræningen er forklaringen på den 25-årige englænders stærke indledning på denne sæson, hvor han scorede i samtlige de første fem ligakampe for Manchester United.

I weekenden satte United for første gang point til i dette års liga, da udekampen mod Stoke endte uafgjort. På grund af en mindre skade var Rooney ikke i aktion i lørdagens kamp.

Får privatundervisning
I sin sommerferie prøvede Rooney for første gang den populære dansetræning, der blandt andet omfatter salsa og mavedans. Hans kone Coleen mente dansetræningen ville være en god måde at holde sig i form på, når fodbolden ikke ruller, og Rooney er enig.

Tre gange om ugen modtager han nu privat undervisning af en Zumba-lærer i sit hjem.

Yoga for kedeligt
- De fleste ældre spillere er begyndt at dyrke yoga, men Wayne synes det er lidt for kedeligt og stillestående. Zumba derimod synes han er langt mere energisk, siger en kilde til avisen The Sun.

- Rooney ser dansetræningen som en af årsagerne til hans fantastiske start på sæsonen, lyder det videre.

Stjerner som Jennifer Lopez og Madonna lovpriser også Zumba som en måde at holde formen, og formerne, ved lige på.