Sørensen jubler: Stadig ubesejret

Landsholdskeeperen blev dagens mand i Stoke, da han sendte Tottenham ud af Carling Cup'en

Thomas Sørensen blev pokalhelt i Stoke. (Foto: PA)
Thomas Sørensen blev pokalhelt i Stoke. (Foto: PA)

Han kan altså noget med straffesparks-konkurrencer, den gode Thomas Sørensen.

Det beviste den danske landsholdsmålmand, da han med den afgørende redning sørgede for, at Stoke tirsdag aften sendte Tottenham ud af Carling Cup'en med en 7-6 sejr på straffespark.

Den rutinerede dansker var for stor en mundfuld for den unge Spurs-reserve Massimo Luongo og efterfølgende kunne Sørensen juble over, at han fortsat er ubesejret i den vanskelige disciplin.

- Jeg tror aldrig, at jeg har tabt en straffesparkskonkurrence i min karriere, og heldigvis er det stadig sådan, jubler Thomas Sørensen til Stokes hjemmeside.

Danskeren, der må nøjes med at varme bænk i Premier League, havde vanen tro afløst Asmir Begovic i Carling Cup'en og havde i 120 minutter holdt buret rent mod et reservepræget Tottenham-hold.

Thomas Sørensen blev helten i Stoke

Og da den tidligere Spurs-angriber Peter Crouch ikke viste sig fra sin mest målfarlige side, så sluttede det målløst efter 120 minutter, hvorefter Sørensen overtog scenen.

Efter det sidste spark var han dog mere end villig til at dele æren med holdkammeraterne.

- Det er dejligt at få ros for redningen, men det var de andre gutter, der sendte bolden i nettet. Det var dem, der var under pres, fordi markspillere forventes at score, siger han.

- Det var skønt at redde sparket, og jeg er bare glad for, at vi vandt. Vi spillede i næsten to en halv time, og efter min opfattelse var vi aldrig i fare for at tabe kampen, konstaterer Thomas Sørensen, der med sejren kan se frem til mere spilletid.