Ferguson i chok over vanvidstackling

Alex Ferguson frygter, at Javier Hernández må holde en længere pause efter en hård tackling fra Ashley Cole

Javier Hernandez måtte skiftes ud efter en hård tackling af Ashley Cole. (Foto: AP)
Javier Hernandez måtte skiftes ud efter en hård tackling af Ashley Cole. (Foto: AP)

Manchester United-manager Alex Ferguson er rasende, efter at Javier Hernández i slutningen af søndagens 3-1-sejr over Chelsea måtte lade sig udskifte med en skade.

Chelsea-forsvareren Ashley Cole nedlagde den unge mexicaner i det kriminelle felt med en hård tackling og fik et gult kort af dommeren, der dog ikke dømte straffespark.

United vandt forrygende topbrag

Alex Ferguson frygter nu, at Hernandez må holde en skadespause.

- For mig var det en chokerende tackling. En meget chokerende tackling, siger Ferguson til klubbens hjemmeside.

- Vi er nødt til at vente til i morgen (mandag, red.), for lige nu er hans ben meget følelsesløst. Men han risikerer i hvert fald at være ude i et par uger.

Manchester United-manageren kalder desuden tacklingen 'hensynsløs' og 'oversatset'.

Ferguson undrer sig ligeledes over, at Cole fik en advarsel i situationen, men ikke dømte straffespark.

- Når han giver ham gult, forstår jeg ikke, hvorfor der ikke var straffe. Jeg må spørger ham,lød det ifølge hjemmesiden fra Ferguson efter kampen.

På trods af skaden, så vandt United alligevel kampen, og da lokalrivalerne fra Manchester City for første gang i sæsonen satte point til, da det blev uafgjort 2-2 ude mod Fulham, så ligger United nu alene på førstepladsen med maksimumpoint efter fem kampe.

Alex Ferguson tilskriver i høj grad Nani og Ashley Young sejren, som gør, at United er alene i front i Premier League.

- Vi skabte mange fantastiske chancer, især igennem Nani og Ashley Young, som blev ved med at skabe god plads. Det var vores styrke, og det kunne Chelsea ikke håndtere, siger Alex Ferguson.