Agger skadet i Liverpool-afklapsning

Tottenham lod ikke Liverpool få et ben til jorden på White Hart Lane - Agger måtte udgå med skade

Modric og resten af Tottenham-mandskabet fik ydmyget Liverpool med 4-0. I baggrunden sidder Agger bukket sammen i smerte. (Foto: AP/Tom Hevezi)
Modric og resten af Tottenham-mandskabet fik ydmyget Liverpool med 4-0. I baggrunden sidder Agger bukket sammen i smerte. (Foto: AP/Tom Hevezi)

Tottenham har ikke haft den bedste start på Premier League denne sæson, så Harry Redknapps tropper havde noget at rette op på, da Liverpools genoplivede mandskab gæstede Spurs i London.

Hjemmeholdet var tændt fra første fløjt og tillod aldrig Liverpool at komme ind i kampen.

Kombinationerne flød og efter fem minutter havde både Adebayor og Defoe været tæt på at bringe Tottenham tidligt i front, men heldigvis for Liverpool forblev det ved tæt på - indtil minuttet senere.

Der hamrede Luca Modric bolden op i fjerneste krog fra kanten af feltet, helt uden chance for Pepe Reina.

Agger faldt uheldigt
Kort inden Modric mål faldt Daniel Agger uheldigt og fik noget, der ligner et trykket ribben. Danskeren prøvede at spille videre efter behandling, men måtte lad sig skifte ud efter 25 minutter.

Modric var tæt på at score fra samme position i det 14. minut, efter han frækt havde trukket bolden bag om støttebenet og så trykkede af første gang. Denne gang var Reina dog i stand til at komme ned og få hænderne på.

Adam fik tidligt i kampen sit første gule kort for et frispark, og efter bare 27 spillede minutter kunne han samle det andet op efter en grim stempling af Scott Parker, men hans knæ slap billigt fra mødet med Adams knopper.

Det gjorde det endnu sværere for Liverpool, der ikke tilspillede sig sig det store i dag i London.

En enkelt gang fik de dog bolden i kassen, men den scoring blev korrekt annulleret for offside.

Svinestreg
Kort inden pausen laver Suarez en svinestreg, hvor han svinger armen hårdt ind på struben af Scott Parker, men heldigvis for Suarez så hverken dommer eller linjevogter episoden. Det gjorde tv-kameraerne og mon ikke, at den farlige angriber kan se frem til en karantæne-dag eller to, når det engelske fodboldforbund har kigget på tv-billederne?

Liverpool havde hårdt brug for pausen, men de 15 minutter i omklædningen gjorde ikke det store for Dalglish' tropper, der forærede en kæmpechance til Jermaine Defoe efter 30 sekunder i anden halvleg.

Defoe har haft problemer med at få bolden i nettet på det seneste, og det kom den da heller ikke i denne omgang, men han skulle få flere chancer.

I anden halvleg fik Rafael van der Vaart comeback for Tottenham, og hollænderen lignede ikke en, der havde siddet en dag på sidelinjen. Hele tiden var han spilbar og hele tiden skildte han sig fornuftigt af med bolden.

Liverpool fik stadig ikke meget ud af sine anstrengelser, og frustrationen lyste ud af spillerne fra Beatles-byen - så meget, at Martin Skrtel også måtte indkassere sit andet gule kort, så den sidste halve time måtte Liverpool kæmpe med blot ni mand.

Defoe i dybden
Det udnyttede Tottenham straks, da Gareth Bale spille Defoe fri i dybden, og bedst som det så ud som om, at den lille Spurs-angriber havde ladet chance løbe ud i sandet, fik han slidt sig fri af José Enrique og hamrede bolden ind ved foden af nærmeste stolpe - uden chance for Pepe Reina, der kiggede noget bebrejdende ud på Enrique.

Blot to minutter senere kunne José Enrique og resten af Liverpool-holdet så kigge bebrejdende på Reina, der ikke kunne holde et langskud fra Defoe, der ellers sad lige i favnen på ham. Adebayor var hurtigt over returen og lukkede og slukkede reelt kampen med Tottenhams tredje mål.

Med over tyve minutter tilbage og med to mand i undertal kunne Liverpool ikke stille det store op, så da Adebayor scorede sit andet mål i overtiden kunne Spurs sende gæsterne hjem med alt for mange af den slags gaver, der ikke er sjove at samle på - nederlag, skader og karantænedage.