Ronaldo savner sin storhedstid i United

Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo savner af og til Manchester United

Ronaldo vil gerne tilbage til Manchester United - på et tidspunkt (Foto: AP)
Ronaldo vil gerne tilbage til Manchester United - på et tidspunkt (Foto: AP)

Karrieren i Premier League spøger stadig i baghovedet på Real Madrids portugisiske stjerne Cristiano Ronaldo.

Den 26-årige angriber savner stadig sin tid i den engelske liga, hvor han spillede i Manchester United fra 2003-2009.

- Jeg savner virkelig Premier League, og for mig at se er den - sammen med den spanske liga - den stærkeste i verden.

- Jeg har gode minder fra Manchester, og når jeg af og til ser kampe derfra, savner jeg det meget, fordi det er en del af mig, siger Cristiano Ronaldo til Sky News.

Han udelukker ikke et comeback.

- Hvorfor ikke? Jeg håber, at det sker en dag, men man ved aldrig.

- Holdet, som jeg bedst kan lide i England, er Manchester United, men jeg kan ikke sige, om jeg kommer der en dag, for jeg er meget glad i Madrid, siger Ronaldo.

Cristiano Ronaldo nåede at score 84 mål for Manchester United, hvor han var manager Alex Fergusons store stjerne.

Portugiseren vandt tre mesterskabstitler samt FA Cuppen og Champions League med United, før han skiftede til Real Madrid.

I Real Madrid har pokalhøsten derimod været fattig for Ronaldo, som kun har vundet pokalturneringen med den spanske kongeklub.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det, jeg fik udrettet i Manchester, og jeg glemmer ikke mine seks år der. Jeg har mange venner i klubben. Sir Alex Ferguson er som min anden far, siger portugiseren.

Cristiano Ronaldo har tidligere sagt, at han er klar til at forlænge med Real Madrid for en kontrakt, der løber resten af hans karriere.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere