Sunderland: Bendtner fik mange tilbud

Sunderlands manager afviser, at Nicklas Bendtner havnede i klubben i mangel på bedre tilbud. - Han fik mange tilbud og valgte os, siger Steve Bruce

Bendtner kan få debut for Sunderland allerede lørdag. (Foto: Lars Poulsen)
Bendtner kan få debut for Sunderland allerede lørdag. (Foto: Lars Poulsen)

Der er mange spekulationer om, at lejeaftalen mellem Nicklas Bendtner og Sunderland er et ægteskab, som er indgået af nød rettere end reel interesse.

Bendtner beskyldes for at føle sig for god til en midterklub, og Sunderland skal efter sigende have været mere interesserede i Roman Pavlyuchenko, som det ikke lykkedes at få til klubben.

Læs også: Sunderland-fans: Lad Bendtner starte mod Chelsea.

Og aftalen blev da også underskrevet sølle ti minutter før transfervinduet smækkede 31. august.

Har fulgt Bendtners karriere
Men nu tager Sunderlands cheftræner Steve Bruce til genmæle og siger, at han har fulgt 23-årige Bendtners karriere længe, og at danskeren sagde nej til tilbud fra flere andre klubber for at komme til Sunderland.

Læs også: Glad Bendtner: En tung sky er væk.

- Jeg havde fornøjelsen af at arbejde med Nicklas, da han var en ung dreng i Birmingham, og jeg har fulgt hans karriere lige siden.

Måske med mod Chelsea
- Der er ingen tvivl om, at han har forrygende evner, og vi ser ud til at have fået ham på det perfekte tidspunkt. Han har noget at bevise, og er sulten efter at vise verden, hvor god han er, siger Steve Bruce til Sunderlands officielle hjemmeside.

Han hentyder naturligvis til Bendtners mislykkede sidste sæson for Arsenal, hvor han har varmede bænken.

- Han fik mange lejetilbud, og valgte os, hvilket er fantastisk, siger Steve Bruce.

Alt tyder på, at han som udgangspunkt er fast mand i Sunderlands startopstilling, og måske er han allerede med lørdag, når nordenglænderne tager imod Chelsea på Stadium of Light.