Officielt: Man United får ny målmand

Den blot 20-årige spanske målmand David de Gea skifter fra Atlético Madrid til Manchester United

David de Gea er ny United-målmand. (Foto: AP)
David de Gea er ny United-målmand. (Foto: AP)

Så er det officielt. Anders Lindegaard får spansk konkurrence til det yderste i kampen om at blive førstevalg i Manchester United-målet.

Den blot 20-årige spanier David De Gea fra Atlético Madrid er netop blevet offentliggjort som ny Manchester United-spiller på klubbens hjemmeside.

Den unge spanier har skrevet under på en fem-årig kontrakt med de engelske mestre.

- Jeg er stolt og kan ikke vente med at spille. Når en klub på Manchester Uniteds størrelse vil have dig, bliver man naturligvis meget meget glad, siger spanieren.

Og selvom manager Alex Ferguson endnu ikke har udtalt sig i medierne, efter købet er officielt, har han tidligere indikeret, at De Gea vil være at foretrække i United-målet frem for Lindegaard.

- Vi har arbejdet med det i ret lang tid. Vi har udpeget ham for lang tid siden som manden, vi ville have.

- Han er ung, meget hurtig, er god til at bevare fatningen, fylder meget og vil være en fantastisk erstatning for Edwin van der Sar, har Ferguson tidligere sagt.

De Gea selv har også godt kunnet mærke Uniteds interesse.

- Jeg mærkede deres interesse og følte det som en ekstra motivation til at arbejde endnu hårdere for at vise mine evner, siger spanieren.

David De Gea var med til at vinde Europa League med Atlético Madrid i 2010 og var målmand på det spanske landshold, der vandt guld ved U/21-EM i Danmark tidligere på måneden.

De Gea er den tredje tilgang hos United i dette transfervindue, efter at Phil Jones og Ashley Young blev hentet tidligere på måneden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere