Manchester United-legenden Eric Cantona vender kortvarigt tilbage til Old Trafford, hvor han høstede så mange triumfer med den engelske klub i årene 1992-97.
Franskmanden skal nemlig lede et New York Cosmos-hold i Paul Scholes' testimonialkamp 5. august.
Den karismatiske angriber vurderes generelt som et af manager Alex Fergusons bedste indkøb gennem tiderne og anses for at være en af de afgørende faktorer i Uniteds genrejsning til toppen af engelsk fodbold efter en 25 år lang periode uden mesterskaber.
- Jeg vil ønske Paul tillykke med sin helt utrolige karriere hos Manchester United, og jeg ser frem til at vende tilbage til Old Trafford i min nye rolle hos New York Cosmos, siger Cantona.
Kamp på sidelinjen
For nylig deltog en anden United-legende, David Beckham, i Gary Nevilles testimonialkamp. Scholes har ligesom Neville indstillet karrieren, og dermed er kun Ryan Giggs tilbage fra Uniteds gyldne årgange af spillere fra egen ungdomsafdeling.
- Jeg har tilbragt hele mit fodboldliv i Manchester United, så det bliver et følelsesladet farvel. Klubben er på mange måder speciel, men fansene er de bedste, og jeg har værdsat deres støtte gennem hele min karriere, siger 36-årige Paul Scholes, der nåede at spille 676 kampe for De Røde Djævle gennem en 17 år lang karriere.
- Jeg håber, de vil nyde aftenen - især at se 'The Boss' (Alex Ferguson, red.) og Eric kæmpe foran udskiftningsbænkene, siger Scholes.
En af fodboldhistoriens allerstørste spillere vil også være til stede til testimonialkampen. Den tidligere New York Cosmos-spiller Pele har nemlig meldt sin ankomst i sin rolle som ærespræsident i Cosmos.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.