Forærede tjener ur til 309.000 kroner

Tottenham-stjerne var i det gavmilde hjørne, da han var på natklub i London

Vedran Corluka er en gavmild herre. (Foto: AP)
Vedran Corluka er en gavmild herre. (Foto: AP)

Mon ikke de fleste tjenere har drømt om millionær-gæsten, der smider om sig med drikkepengene?

Den drøm gik forleden i opfyldelse for en heldig ansat på natklubben Whiskey Mist i London, da Tottenham-backen Vedran Corluka gjorde sin entré.

På kroatens arm sad et hundedyrt Hublot-ur til den nette pris af ca. 309.000 kroner. Noget af en udskrivning for et armbåndsur - selv for en Premier League-millionær, men da tjeneren beundrede det diamant-besatte ur, reagerede Corluka noget uventet.

Spurs-backen, der bærer kælenavnet 'Charlie', tilbød nemlig prompte at bytte med tjenerens billige Seiko-ur.

- Charlie tog uret af og gav det til ham. Så fik han øje på tjenerens ur og sagde, at han kunne lide det. Han sagde, 'lad os bytte'. tjeneren troede, at det var en vittighed. Charlie er en god fyr og altid høflig, siger en Tottenham-kilde til The Sun.

Og temmelig gavmild, kan man tilføje.

0 kommentarer
Vis kommentarer