Fjenderne forsvarer Ferguson

Arsene Wenger og Carlo Ancelotti forsvarer Alex Ferguson, der risikerer ny straf for kommentarer om dommer Howard Webb

Arsenal-manager Arsene Wenger mener ikke, Alex Ferguson skal have karantæne for sine kommentarer om en dommer før en kamp. (Foto: AP)
Arsenal-manager Arsene Wenger mener ikke, Alex Ferguson skal have karantæne for sine kommentarer om en dommer før en kamp. (Foto: AP)

Alex Ferguson har modtaget opbakning fra uventet kant efter sin seneste sag med det engelske fodboldforbund FA.

FA har indledt en sag mod Manchester United-manageren for dennes kommentarer om dommer Howard Webb før sidste weekends topbrag mod Chelsea i den engelske Premier League.

Denne gang var Fergusons kommentarer af den rosende slags med ord som 'den bedste mand til jobbet', men den slags er også forbudt. Man må nemlig slet ikke udtale sig om en dommer før en kamp i England.

Ferguson har for nylig afsonet en karantæne på fem spilledage for kommentarer om dommeren Martin Atkinson efter en kamp mod Chelsea 1. marts og risikerer nu endnu en straf.

Tosset med Premier League, så se med HER

Ikke vant til ros
- Det her overrasker mig. Han talte positivt om Howard Webb, og jeg tvivler på, at han forsøgte at lægge pres på dommeren, siger Chelsea-manager Carlo Ancelotti, og også Arsenal-manager Arsene Wenger forsvarer Ferguson:

- Det var et chok for FA. De er ikke vant til at blive rost af ham, joker Wenger og fortsætter mere seriøst:

- Han har ret til at have den mening. I min verden er det ikke noget større problem at sige, at nogen er god. Det ville jeg ikke anklage ham for.

- Jeg bryder mig generelt ikke om kommentarer om dommeren før en kamp, men efter en kamp bør der være et vist frirum for en manager til at udtrykke sin mening, fordi frustrationerne nogle gange er så store, siger Wenger, der i øvrigt mener, at man tidligst 48 timer før en kamp skal vide, hvem dommeren er.

Ferguson har indtil mandag eftermiddag til at svare FA.

0 kommentarer
Vis kommentarer